Ny polsk film med besøg 6.-8. oktober

Oplev otte af de bedste nyere polske film når Cinemateket sætter fokus på Polen i oktober. Vi har inviteret både en filmhistoriker og en række instruktører til at belyse filmhistorien østpå, som den har udfoldet sig efter Jerntæppets fald.

Der er gået mere end 20 år siden Jerntæppet faldt i Polen - en ny æra med kunstnerisk frihed for polske kunstnere og filminstruktører kunne begynde. Til trods for den øgede frihed er denne periodes polske filmhistorie relativt ukendt i Danmark - det råder vi nu bod på med oktobers særarrangement om ny polsk film. Mød instruktørerne Joanna Kos-Krauze og Krysztof Krauze, når de i Cinemateket introducerer deres banebrydende film 'The Debt', 'My Nikifor' og 'Savour's Square', og gå ikke glip af Mateusz Werners introduktion af polsk filmhistorie efter 1989:

'The Debt' den 6. oktober

Filmen er baseret på virkelige hændelser og skildrer to unge forretningsmænd, der drømmer om at starte egen virksomhed i det nyliberalistiske Polen. Men en kollega, der skulle bistå dem med det forretningsmæssige, udsætter dem i stedet for trusler og voldshandlinger og tvinger dem til at tilbagebetale en fiktiv gæld.

'The Debt' vises med introduktion torsdag den 6. oktober kl. 19:00.

Efter åbningsvisningen denne dag er der reception og forfriskninger.

'My Nikifor' den 7. oktober

’My Nikifor’ handler om den halv-autistiske, autodidakte kunster Nikifor Krynicki, der levede mellem 1895 og 1968 og var en af pionererne inden for naivismen. Vi møder Nikifor via den noget yngre Marian, der tager vare på den excentriske og arrogante gamling i hans sidste tid, hvis unikke forhold filmen blotlægger.

'My Nikifor' vises med introduktion fredag den 7. oktober kl. 21:30.

'Savour's Square' den 8. oktober 

I både det gamle og det nye Polen har drømmen om egen bolig været central. I ’Savior’s Square’ satser Beata og hendes mand da også alle sparepengene i et boligbyggeprojekt. Men alt er langt fra fryd og gammen, skal det vise sig.

'Savour's Square' vises med introduktion lørdag den 8. oktober kl. 18:30.

'The Dark House' den. 8 oktober


Cinemateket får desuden besøg af den polske filmhistoriker Mateusz Werner, der den 8. oktober fortæller om polsk film efter 1989 og introducerer den sorthumoristiske thriller 'The Dark House'. Werner kommer blandt andet ind på den store indflydelse, som Dogme 95-manifestet har haft i Polen.

'The Dark House’ er en nådesløs og ubarmhjertig skildring af livet i en polsk provins, domineret af destruktive og ondskabsfulde kræfter. Den sammenvæver to parallelle historier, der udspiller sig i henholdsvis 1978 og 1982. Tre mord bliver begået en efterårsnat i 1978, hvor eneste øjenvidne og overlevende er ingeniøren Srodon, der i 1982 vender tilbage til gården for at assistere myndighederne med opklaringsarbejdet og rense sit navn.

'The Dark House' vises med introduktion lørdag den 8. oktober kl. 16:15.