Olieindustriens magt og mørke - to film og Q&A med instruktørerne

Oplev to film om den lille mands kamp mod en magtfuld industri. Lørdag den 14. maj kl. 19.00: Verdenspremiere på Nollywood-storfilmen 'Black Gold'. Søndag den 15. maj kl. 15.00: dokumentarfilmen 'Shelter in Place'. Mød begge instruktører.

NOLLYWOOD FILM FESTIVAL - 'BLACK GOLD'

Åbningsfilm og fest

Verdenspremiere på den måske allerflotteste produktion i Nollywoods historie – med Billy Zane og Tom Sizemore i fine biroller – vidner om, at der er grøde i filmbyen. 'Black Gold' tager afsæt i en dramatisk gidseltagning i Californien. Menneskeliv for retten til Nigerias olie, lyder kravet. Hjemme i Niger-deltaet opstår samtidig en protestbevægelse. Et kritisk, men afbalanceret blik på en skæv verdensorden – og på frihedens pris.

Se traileren.

Filmen skyder Nollywood Film Festival i gang. Instruktøren præsenterer filmen, og efterfølgende er der fest i Asta Bar sponsoreret af ARISE Magazine - bl.a. med afrobeat-DJ'en Zak Akhimien. Der er fri entré til festen. Lørdag den 14. maj fra kl. 19.00.

Bestil billet.

Nollywood Film Festival

I Nigeria findes en af verdens største filmindustrier – kaldet Nollywood – der i produktivitet langt overgår Hollywood. Alligevel kender få danskere til Nollywood, og endnu færre har set film derfra.

Cinemateket kan i maj byde tre centrale Nollywood-skikkelser velkommen til debat og filmintroduktioner. Oplev dem live i Cinemateket – og nyd deres film, der spænder fra vidunderlig kitsch til storfilm af Hollywood-kaliber, fra saftig samfundskritik til mytefunderet historiebevidsthed. Det bliver med garanti ikke kedeligt, når Nollywood rammer København.

Læs mere om Festivalen hér.

SØNDOK - 'SHELTER IN PLACE'

Iltmasker og astmamedicin vs. olieindustrien

Olieindustrien har været med til at gøre Texas til en af de rigeste stater i USA. Men rigdom har en pris. Det ved om nogen de familier, der bor i nærheden af olie-raffinaderierne i Port Arthur, Texas. De har iltmasker og astmamedicin som en fast del af deres hverdag.
Olieindustrien i Texas får hvert år lov til at udlede millioner af tons giftige stoffer i luften. Ud over denne tilladte dosis har fabrikkerne også lov til at åbne for 'uforudsete udledninger'. En mulighed, der mere eller mindre giver raffinaderierne frit lejde til at forurene.

SønDok og Q&A med instruktøren

'Shelter in Place' skildrer Port Arthur-borgernes kamp mod olieindustriens massive forurening. Det er den lille mands kamp mod en magtfuld industri og et svært gennemtrængeligt politisk system. Det er David mod Goliat. Og det er ikke altid, at David vinder.
Med sin smukke og insisterende stil er 'Shelter in Place' en markant dokumentarfilm om menneskers kamp for at få lov til at leve et normalt liv i et normalt miljø.

Se traileren.

Instruktør Zed Nelson vil efter visningen fortælle om sit arbejde med filmen og svare på spørgsmål fra publikum via en live video-forbindelse. Søndag den 15. maj kl. 15.00.

Bestil billet.