Oplev Pernilla August i ny prisbelønnet film

Cinemateket viser i september en række prisbelønnede nye svenske film. I aften, onsdag den 22. september, er der forpremiere på ‘Miss Kicki’ med Pernilla August i hovedrollen.

Manuskriptet til 'Miss Kicki' (Håkon Liu, 2009) er skrevet direkte til en af Sveriges bedste skuespillerinder, Pernilla August. Kom til snigpremiere på filmen (som vises i de danske biografer senere på året) i aften, onsdag den 22. september kl. 19.00.

'Miss Kicki'

Kicki vender tilbage til Sverige efter flere års udenlandsophold. Hun forsøger at genoptage kontakten til sin 16-årige søn Viktor, der er vokset op hos mormoren. Under dække af at få noget kvalitetstid sammen inviterer hun Viktor med på ferie til Taiwan. Men Kicki har en helt særlig dagsorden, og rejsen bliver et afgørende vendepunkt for både mor og søn. Filmen har vundet priser på bl.a. filmfestivalerne i Stockholm og Karlovy Vary.

Svenskjävlar! – 9 svenske film i Cinemateket

De seneste år er svensk film blevet næsten lige så eksotisk en gæst i de danske biografer som asiatiske eller latinamerikanske film – eller norske.

Vi bemærker de store blockbusters eller film med dansk islæt, men overser en række nye film med ‘independent-feeling’ – stærke personlige historier sat på formler, der undslår sig genrekasser eller fikse markeds- og publikumsanalyser.

 Svenskjävlar! byder på titler som 'Farvel Falkenberg' (2007), 'Darling' (2007) og 'The Girl/Flickan' (2009), som præsenteres for første gang i Danmark. Filmene kredser ofte om outsiderne, og om måder at give tilværelsen kulør og personlighed. Alle har de været nomineret eller er blevet begavet med priser i såvel Sverige som resten af verden.

Læs mere om Svenskjävlar!