Poetisk kærlighedshistorie med følesansen som guide

MÅNEDENS DOKUMENTAR: ’Planet of Snail’ er et smukt og fintmærkende portræt af et sydkoreansk ægtepar, der lever livet fuldt ud på trods af svære fysiske handicaps. En utrolig kærlighedshistorie, der sætter sanserne på arbejde. I Cinemateket 21.-27. februar.

Young-Chan kan tale, men har været blind og døv næsten fra fødslen. Hans kone Soon-Ho har sanserne i behold, men lider af en rygradsdeformitet og er kun halvt så høj som sin mand. I dagligdagen fungerer hun som hans øjne og ører, men med sin tørre humor, poetiske temperament og sin ro er han lige så meget et fund for hende, som hun er for ham.

De sociale og filosofiske dimensioner af at være blind er tidligere udforsket af Werner Herzog og Derek Jarman med henholdsvis ’Land of Silence and Darkness’ og ’Blue’. Samme emne kaster Yi Seung-Jun sig nu over i sin dokumentarfilm ’Planet of Snail’, som bl.a. kritikeren Mark Kermode har rost til skyerne i britiske The Observer: ”Sjældent har et filmpar emmet så meget af dybfølt kærlighed og ømhed. En absolut juvel.”

Livsbekræftende hverdagssysler

Filmen følger ægteparrets symbiotiske dagligdag, hvor de tålmodigt hjælpes ad med at skifte en el-pære i loftet, kælker og har venner til middag. Vi overværer også, at Young-Chan vejleder en teatergruppe, der opsætter et stykke om døvblindhed, og at den konstant drilske Soon-Ho lærer sin mand at kaste fyrrekogler i retning af kameraet.

På trods af Young-Chans udsagn om, at mennesker som han lever som ensomme astronauter fortabt i rummet, forfalder filmen aldrig til fortvivlelse eller sentimentalitet. ’Planet of Snail’ er ikke en tragedie, men en sanselig, lyrisk dokumentarfilm om kærlighed og fællesskab.

”På verdens største og vigtigste festival for dokumentarfilm i Amsterdam fik filmen om sydkoreanske Young-Chan og Soon-Ho hovedprisen i 2011” bemærker Politiken i sin anmeldelse og slutter: ”Ikke et afsæt til medlidenhed, men en indsigt i to menneskers både specielle og smukke tilværelse.” (Dorte Hygum Sørensen, Politiken) ♥♥♥♥♥

Tid: 21.-27. februar
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Onlineog på tlf. 3374 3412