Provo-instruktør og musikalske højdepunkter

ARRANGEMENTER. Cinemateket og CPH PIX præsenterer kultinstruktøren Carmelo Bene - med gratis intro-foredrag. Oplev desuden en bred buket af musikalske højdepunkter på det hvide lærred - fra Neil Young til Søren Ulrik Thomsen og Lars HUG.

CARMELO BENE: PROVOKATØR OG KULTINSTRUKTØR

Helt eksklusivt præsenterer Cinemateket og Københavns Internationale Filmfestival CPH PIX årets retro-stjerne, den glemte mesterinstruktør Carmelo Bene. Vi viser fem håndplukkede livtag med kunst- og kulturhistorien fra den geniale italienske outsider.

Gratis foredrag om Bene: Fra Eisenstein til Lady Gaga

Desuden byder vi på gratis introduktion til Carmelo Bene torsdag den 12. april kl. 17, med PIX's egen programchef Thure Munkholm og ekspert i designteori Christian Stadsgaard, der har lovet at perspektivere filmgeniets barokke æstetik til både Eisenstein og Lady Gaga. Foredraget afholdes i Cinematekets Asta Bar umiddelbart inden visningen af Benes 'Our Lady of the Turks'. Foredraget er gratis, men der skal købes billetter til filmen.

Serien (5 film) vises 12.-29. april.
Gratis foredrag om Carmelo Bene: Torsdag den 12. april kl. 17.00.

MUSIKALSKE HØJDEPUNKTER

Friday Late Night Speciel: Neil Young Journeys

I samarbejde med CPH PIX præsenterer Cinemateket en aften i selskab med den canadiske sværvægter. 'Neil Young Journeys' er sidste film i den Oscar-vindende instruktør Jonathan Demmes trilogi om Young. Fra forsædet af en vintage Ford Crown fortæller Young farverige anekdoter om sin ungdoms land, Ontario. Og i Massey Hall optræder legenden solo omgivet af en hær af guitarer. Der er happy hour-bar fra kl. 20.30 og fest i Asta Bar efter filmen.

Fredag den 13. april kl. 21.30.

City Slang Redux - Søren Ulrik Thomsen i lyd og billeder

Lars HUG fortolkede i 1984 Søren Ulrik Thomsens debutsamling 'City Slang' på Svalegangen Teater. Den unikke performance er suppleret med gamle klip og arkivmateriale fra City Slang-tiden, således at vi nu kan præsentere en 'City Slang Redux'.  Som forfilm viser vi Jørgen Leths personlige portræt af Thomsen, 'Jeg er levende' (1999).

Lørdag den 14. april kl. 14.15. 

Douglas Hart Music Videos - artist talk og live dj-set

Douglas Hart er mest kendt for sin rolle i legendariske The Jesus and Mary Chain, men har også produceret over 80 musikvideoer for den alternative rockmusiks superliga: My Bloody Valentine, Primal Scream, The Stone Roses, Babyshambles og mange flere. Oplev et bredt udsnit af videoerne efterfulgt af en artist talk med Hart selv. Aftenen kulminerer, når Hart går bag mixerpulten og spreder toner fra sine bekendtskaber.

Fredag den 27. april kl. 21.30.

Tid: 12.-29. april
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412