Psych-Out! - asiatiske kung-fu-fighters

ASIAPLOITATION. Der er garanti for cirkelspark, hårdkogte håndkantslag og tvivlsom lyd/billede-synkronisering, når vi torsdag d. 23. maj tager turen tilbage til 70'ernes asiatiske kampsportsscene med to sørgeligt oversete filmperler.

Det gik sjældent stille for sig, da en bølge af asiatiske exploitation-film væltede indover de danske biografer i 1970’erne - langt størstedelen med kampsport som et helt centralt element. Karate-kongen Bruce Lee var den store, funklende stjerne, og hans optrædener i film som 'The Big Boss' og 'Fist of Fury' indskrev sig straks som et uomgængeligt kapitel i populærkulturens store referencebog. 70'ernes asiatiske martial arts-filmscene bød dog også på en række stærkt oversete værker, som virkelig fortjener et genkig eller to her mere end 30 år senere. 

23. maj blænder Psych-out!-biffen op for en mildest talt hårdtslående double feature med to sørgeligt glemte perler fra den asiatiske filmskat. Begge fra omegnen af 1980, hvor genren gik ind i sin absolut mest sleazy - for ikke at sige mest underholdende - fase.     

Karatekløer og mafia-tatoveringer
Aftenens rundrejse starter i Filippinerne, hvor heltinden Cleopatra Wong går undercover for at bekæmpe en ondsindet mafiabande. Et hæsblæsende miks af blaxploitation, agentfilm og kung-fu-vanvid tager sin begyndelse, og finalen, hvor en bande nonner går amok med shotguns, må holde Tarantino vågen om natten i misundelse. ’Cleopatra Wong’ hed ’Sexkilling med karatekløer’ i biffen herhjemme – for en gangs skyld en titel, der passer meget bedre!

Næste stop er Hongkong, hvor Wu Mas 'Jagten på karatemafiaen' slår en noget mere alvorlig og brutal tone an. Chai Wan Man spiller en hensynsløs triade-lejemorder, og hans tatoveringer afslører også at triade-medlemsskabet strækker sig ud over fiktionens verden. Som ofte i Hongkong-film, er de moralske grænser mellem politiet og underverdenen flydende, og det hele udmunder i en knugende nedadgående spiral af bristede illusioner, som kun lader sig løse i vold. I pausen mellem filmene kan der købes øl i baren og lyttes til stemningssættende toner fra rejsegrammofonen.

Tid: 23. maj kl. 19.15.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Online og på tlf. 33 74 34 12.