PSYCH-OUT! – mød B-films-mesteren Larry Cohen

Trash-faktoren er i top, når vi hylder instruktøren, hvis fantasi altid er større end hans budgetter.

Larry Cohen er en af USA's mest originale grindhouse-auteurs, der uanset genre – han har været rundt om mange - altid får listet en bidende samfundssatire ind i sine film. Det kan opleves ved selvsyn, når vi torsdag d. 28. februar præsenterer to af hans bedste, ’God Told Me To’ (1976) og ’Q: The Winged Serpent’ (1982). Psych-Out!-traditionen tro er der liv i rejsegrammofonen og billige dåseøl til salg i Asta Bar mellem visningerne.

Apokalyptisk horror og onde azteker-monstre
’God Told Me To’ starter som en hårdkogt, urban kriminalfilm, men muterer snart over i apokalyptisk science fiction/horror med et intergalaktisk strejf af New Age-psychedelica, inden man kan nå at sige "jomfrufødsel". En dybt troende politimand står over for en stribe af mordere, der alle begrunder deres handlinger med ordene: "Gud sagde, jeg skulle!" Men er forklaringen i virkeligheden mindre logisk end som så? Dobbeltgængere, telepati og flyvende tallerkener er alt sammen en del af nøglen til mysteriet i Cohens mest syrede film, der leger med tanken om, hvad der ville ske, hvis Jesus vendte tilbage i 70’ernes New York.

’Q: The Winged Serpent’ er en lavbudgets-monsterfilm om en 1.000 år gammel aztekisk guddom (Quetzalcoatl), der i form af en gigantisk slange/flyveøgle kommer for at smadre New York City. Barpianisten og diamanttyven Jimmy Quinn (Michael Moriarty) finder uhyrets rede under taget i selveste Chrysler-bygningen, og for at stoppe det teamer han op med en betjent spillet af David Carradine. De to trash-stjerner bakkes op af et formidabelt B-filmcast: Candy Clark, Richard Roundtree (’Shaft’) og James Dixon. Jep, ’Q’ er en film, der ikke ser sig tilbage på noget tidspunkt - og i øvrigt var et af Cohens største hits.

Tysk syrerock og blonde groupier i Husets Biograf
Fans af Psych-Out!-biffen kan med fordel sætte kryds i kalenderen torsdag d. 14. marts kl. 19:00, hvor Husets Biograf i samarbejde med Cinemateket og CPH PIX viser Erwin Dietrich’s exploitation-perle ’Ich – Ein Groupie’: En tysk skuespillerinde (Ingrid Steeger) indleder en vild tour-de-force gennem 1970’ernes europæiske rock-miljø, og undervejs møder hun både fanatiske djævletilbedere og den schweiziske fraktion af Hells Angels. Filmen vises i forlængelse af Jimi Hendrix-koncertfilmen ’Jimi Plays Monterey’, og der er rabat for Cinematekets medlemmer. Læs mere her.

Tid: 28. februar.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K.
Billetter: Onlineog på tlf. 3374 3412.