Romeo og Julie på Vestbredden

MÅNEDENS FILM i Cinemateket er et intenst Oscar-nomineret palæstinensisk drama, der belyser den komplekse situation på Vestbredden – og trækker linjer tilbage til Shakespeare. ’Omar’ vises i dagene 20.-30. august.

Månedens Film i Cinemateket i august er den palæstinensiske thriller og kærlighedshistorie 'Omar' af Hany Abu-Assad. Filmen opnåede ligesom Abu-Assads 'Paradise Now' fra 2005 en flot Oscar-nominering og har vundet et hav af priser verden over. 'Omar's shakespeare'ske drama udfolder sig midt mellem frihedskamp og terrorisme – og illustrerer bedre end et dusin historiske rapporter, hvorfor Israel/Palæstina-konflikten ikke er løst endnu.

Bageren Omar (Adam Bakri) bor på Vestbredden. På den anden side af store mur, der adskiller Israel og Palæstina, bor hans kæreste, Nadia. Ingen kender til deres forhold, og Omar må dukke sig for at undgå både kugler og mistanker – ikke mindst fordi Nadias bror er leder af den modstandscelle, Omar er del af. Sammen med to jævnaldrende beslutter Omar sig for at gennemføre en aktion mod israelske styrker. Omar bliver fanget, tortureret og stillet over for et umuligt valg: Spionér for israelerne eller få livstidsstraf.

'Omar' vises i Cinemateket fra i dag og frem til 30. august.

Anmelderne skriver

"et actionpræget drama, der smukt kortlægger de politiske, voldelige, venskabelige og romantiske forviklinger for et helt almindeligt forelsket menneske fanget på den forkerte side af muren på Vestbredden." (Ralf Christensen - Infromation)

"Abu-Assads film gør ikke terrorister til helte, men de viser en anden side af sagen og forklarer kompleksiteten bedre end den officielle propaganda ... især er de værd at se som politiske spændingsfilm for deres egen skyld." (Bo Green Jensen - Weekendavisen)

♥ ♥ ♥ ♥ "intenst og velspillet drama" (Kim Skotte - Politiken)

★★★★ "'Omar' er en kærlighedshistorie med klare og bevidste referencer til Shakespeares 'Romeo og Julie' og en politisk og psykologisk thriller om svigt mellem venner og landsmænd. En brutal, stærk og knugende historie, der ryster og rører." (Louise Kidde Sauntved - Berlingske)

★★★★★ "Den nøje udtænkte historie sørger for, at ingen kan sige sig fri for en stor mundfuld eftertænksomhed, mens Abu-Assads fornemme instruktion underbygger et følelsesmæssigt engagement i det unge og meget velspillende persongalleri." (Nicki Jensen - KultuNaut)

★★★★★ "Man forlader biografen med billederne af den unge bager, der klatrer over den enorme mur på nethinden – et visuelt stærkt symbol på den lille mands kamp mod overmagten." (Michael Madsen - CineMadsen og avisen.dk)

★★★★ "vinder på sin både medrivende og troværdige fortælling om mennesker, der bliver ødelagt af en konflikt, de intet kan stille op mod. Hany Abu-Assad får skabt en knugende og klaustrofobisk fornemmelse af ikke at kunne ånde i skyggen af muren ved Vestbredden" (Per Juul Carlsen - DR Film)

★★★★ "en tragisk historie, fortalt som en medrivende thriller. Er Omar frihedskæmper eller terrorist? 'Omar' er værd at se uanset politiske sympatier." (Lasse Martin Jørgensen - Filmz)

★★★★ "en nuanceret fortælling om det konfliktramte Palæstina" (Nanna Frank Rasmussen - Jyllands-Posten)

Tid: 20.-30. august 2015
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestillingcinemateket.dk og tlf. 3374 3412.