Rumrejsen 2001 under Odenses stjernehimmel

CINEMATEKET PÅ TUR. Cinemateket inviterer publikum rundt om i landet på store filmoplevelser. Den 26. august er der open air-visning af Stanley Kubricks nyrestaurerede science fiction-klassiker 'Rumrejsen år 2001' i samarbejde med Odense International Film Festival – OFF15.

Med sin storslåede billed- og lydside er Stanley Kubricks 'Rumrejsen år 2001' (1968) en milepæl inden for science fiction-genren. Og ikke mindst er det en af de mest langtidsholdbare refleksioner over menneskets position på jorden og i universet. Kubrick skabte filmens banebrydende special effects i et samarbejde med effektpionéren Douglas Trumbull. Det samarbejde indbragte en Oscar. Og sjældent er Johann Strauss' perlende valsemusik blevet brugt mere effektivt.

'Rumrejsen år 2001' vises i en nyrestaureret kopi, som yder de smukke billeder fuld retfærdighed, selvom filmen er 47 år gammel. Det oplevede et par tusinde mennesker ved open air-visningen i Kgs. Have i København i juli. Vi håber på en ligeså flot og poetisk aften under åben himmel i Odense.

Læs mere om OFF15 her.

 

Tid: Onsdag 26. august kl. 21:00

Sted: Amfi-scenen, Brandts Torv 1, 5000 Odense C

Billetbestilling: Gratis adgang