Salles, August og krigen i Afghanistan - tre særarrangementer

Brasiliansk filmaften, forpremiere på Pernilla Augusts debut som spillefilmsinstruktør samt film og debat om krigen i Afghanistan. Tre særarrangementer med stof til eftertanke i de kommende dage.

Tragisk poesi i Walter Salles 'Bag solen'

'Bag Solen', der blandt andet er blevet belønnet med en Lille Guldløve på Venedig-festivalen, følger to brødres kamp for at bryde en slægtsfejde, der på liv og død har stået på i generationer. Rammen er den brasilianske prærie anno 1910. En blodig trøje har hængt så længe i den brændende sol, at den røde farve nu er falmet til gul. Dermed er det tidspunkt indtruffet, hvor unge Tonho skal hævne trøjens ejermand – sin myrdede bror.

I 2011 blænder Cinemateket op for en stribe særarrangementer i samarbejde med Den Brasilianske Ambassade. Efter filmene byder vi på et glas vin.

Torsdag den 31. marts kl. 18.30.

NB: Filmen vises i stedet for den tidligere annoncerede 'City of God', der desværre har måttet udgå.

Læs mere og bestil billet til arrangementet hér.

Forpremiere for medlemmer: 'Beyond'

Barskt familiedrama af Pernilla August - baseret på bestsellerromanen 'Svinestierne'. Kort før jul bliver Leena (Naomi Rapace) ringet op af sygehuset i barndomsbyen Ystad. Hendes mor er døende. Leena kaldes hjem, og hun konfronteres for første gang i sit voksenliv med en mørk, uforsonlig fortid.

Med 'Beyond' står Pernilla August for første gang bag kameraet på en spillefilm, og det er tydeligt, at hendes fine fornemmelse for skuespildetaljer foldes ud i denne barske socialrealistiske fortælling om svigt og magtesløshed i en finsk indvandrerfamilie i Sverige i 1970'erne.

Tirsdag den 5. april kl. 19.15.

Læs mere og bestil billet til arrangementet hér.

Krigen og kulturen – film og debat om krigen i Afghanistan

Dokumentarfilm og paneldebat om det kontroversielle Human Terrain System, som den amerikanske hær søsatte i 2006.

Hvilket kulturbegreb bør vestlige styrker i Afghanistan ideelt set arbejde med? Professor og debattør James Der Derian er en af instruktørerne bag dokumentarfilmen 'Human Terrain'. Filmen handler om det kontroversielle Human Terrain System, som den amerikanske hær søsatte i 2006. De amerikanske soldater bliver sendt på grundkursus i antropologi, skønt hovedopgaven fortsat er at nedkæmpe fjenden i udsatte områder i Afghanistan. Ud over James Der Derian fra Brown University består debatpanelet af professor og leder af Center for Militære Studier Mikkel Vedby Rasmussen, udlandsredaktør på Politiken Michael Jarlner og lektor ved Institut for Antropologi, KU, Birgitte Refslund Sørensen. Moderator er professor ved Institut for Statskundskab, KU, Lene Hansen.

Onsdag den 6. april kl. 18.30.

Læs mere og bestil billet til arrangementet hér.