Snigpremiere på tyrkisk Cannes-vinder

Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylans seneste film '3 Monkeys' (2008) er en moderne film noir om forbrydelse og seksuel besættelse - fortalt på usædvanlig vis. Filmen skaffede årets instruktørpris i Cannes til den tyrkiske enegænger, som har for vane at tage priser med sig hjem fra det sydfranske. Lørdag den 7. marts kl. 19.15 har vi forpremiere på '3 Monkeys', og i løbet af marts måned kan yderligere tre af Ceylans film ses i Cinemateket.

Ceylan-serie - tyrkiske stemningsbilleder
Filmsprogets rytme bliver generelt mere og mere hektisk: hurtige klip, højtflyvende kameraer, heftigt pulserende musik. Men nogle instruktører vil det anderledes. Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan går i en helt anden retning med sin meditative, minimalistiske stil, der indfanger hverdagsliv og menneskeskæbner i udsøgt komponerede indstillinger og lange, ofte ordløse, passager.

Foruden '3 Monkeys' viser vi tre af Ceylans film - to lange og en kort:

'Distant' (2002) følger fotografen Mahmut, der henover en snedækket vinter i Istanbul føler en stadig større splittelse mellem sine idealer og livets realiteter.

I dobbeltvisningen 'The Small Town' (1995) og 'Koza' (1997) kommer vi tæt på tre generationer af en familie, der bor i en lille landlig flække og møder to ældre mennesker, hvis genforening ikke helt forløber som planlagt.

Serien Nuri Bilge Ceylan (4 film) vises 4.-14 marts.

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Billetter kan også bookes online på cinemateket.dk.