Søndagsmatiné - et symfoniorkester taler ud

Fortræng vinterkulden for en stund med den hjertevarme musikdokumentar 'Music From The Inside Out'. Cinemateket byder indenfor til matiné søndag den 22. januar kl. 16:30.

Hvad er musik? Søndag den 22. januar kl. 16:30 forsøger musikerne fra det hæderkronede Philadelphia Orchestra at give dig svaret. Cinemateket præsenterer en hjertevarm dokumentar om musikkens forunderlige væsen. Vi garanterer, at du vil forlade biografen som optimist på musikkens vegne.

Musikken som samlende kraft

Musik kommer til live i mødet mellem mennesker; i Philadelphia Orchestra forenes gamle som unge, jøder og arabere, musikere med rødder i - eller hjertet dybt plantet i - jazzen og folkemusikken. Musikerne er professionelle til fingerspidserne, og deres tilgang til musikken personlig og individuel. Men som orkestermusikere er de alle en del af et større musisk fællesskab, der formidler en overordnet vision.  

Musikalske grænser overskrides, og musikerne indvier os i, hvorfor de valgte musikken som levevej. En ubetalelig scene afslører et fuldt orkester, der måbende lytter til en gademusikants fortrinlige udgave af Vivaldis 'De fire årstider'.

Musikerne fra Philadelphia Orchestra forsøger i personlige beretninger at give deres bud på, hvad musik egentlig er for en størrelse. Kom selv og få svaret, når musikerne vender vrangen ud på musikken i denne rørende dokumentar.

Tid: Søndag den 22. januar kl. 16:30. 
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetter: Kan bestilles online eller på tlf. 3374 3412.