Start motorerne!

MOTORSPORT PÅ FILM. Racerløb er som skabt til filmmediet. Benzin i blodet, livet i hænderne og viljen til sejr. 1. juni-30. august kan du opleve Thorkild Thyrring, Jason Watt m.fl. introducere de bedste racerfilm i historien.

Mens en vis Kevin Magnussen æder kilometer på de legendariske Formel 1-baner verden over, kaster vi – med hjælp fra eksperter fra begge sider af fartbarriererne – et blik på en særlig genre: Motorsportsfilm.

Eksperter på og uden for banen

Den 1. juni vil Formel 1-kommentator Peter Nygaard introducere den tredobbelte Oscar-vinder ’Grand Prix’ - den første internationale storfilm om motorsport, til dels optaget under virkelige Formel 1-løb i 1966 og med stjerner som James Garner og Yves Montand på rollelisten. Peter Nygaard er en af de største motorsportsskribenter herhjemme og har bl.a. skrevet en biografi om Kevin Magnussen.

Den 7. juni fortæller racerkøreren Thorkild Thyrring, hvordan han selv husker fejden mellem de evige rivaler playboy’en James Hunt og den østrigske stivstikker Niki Lauda. Det sker i forbindelse med visningen af Ron Howards anmelderroste drama ’Rush’.

Den 11. juni er der Le Mans-temadag med succesdokumentaren ’Truth in 24’ og opfølgeren ’Truth in 24 II’, der kommer helt ned under kølerhjelmene i Audi-lejren under Le Mans. Motorsportens danske nestor, C.C. Hansen, indleder den første visning.

Endelig kan du den 21. august møde Jason Watt i forbindelse med visningen af 'Senna' om den brasilianske Formel 1-mester Ayrton Senna.

Oscar-vinder anbefaler

Vi håber også, at den Oscar-vindende filmfotograf Anthony Dod Mantle (’Slumdog Millionaire’) kan finde tid mellem optagelser til at introducere retro-perlen ’Le Mans’, der var den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt. Anthony Dod Mantle siger om filmen:

Jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Og McQueen ser enormt godt ud i den.

Seriens særarrangementer

Grand Prix: Søn. 1/6 17.00 m. besøg af Peter Nygaard og søn. 3/8 19.00 og fre. 8/8 20.00.

Senna': Tors. 5/6 16.30, søn 22/6 19.15 og tors. 21/8 19.15 m. besøg af Jason Watt.

Rush: Lør. 7/6 16.00 m. besøg af Thorkild Thyrring og fre. 29/8 21.45.

Truth in 24: Ons. 11/6 16.45 m. besøg af C.C. Hansen og søn. 17/8 19.00, søn. 20/8 21.45 og ons. 27/8 19.15.

Øvrige film i serien

Truth in 24 II: Ons. 11/6 21.15 og ons. 20/8 21.45.

Le Mans: Tirs. 17/6 19.00 og tirs. 5/8 16.45.

Two-Lane Blacktop: Tors. 19/6 21.30 og lør. 30/8 21.30.

Bobby Deerfield: Fre. 1/8 21.15, tirs. 12/8 21.00 og tirs. 26/8 21.45.

Racing Dreams: Tors. 14/8 16.30, lør. 23/8 16.30 og tors. 28/8 16.45.

Tid: 'Start motorerne'. Film og særarrangementer fra 1. juni-30. august.
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online eller på tlf. 33 74 34 12