Søndag den 4. marts kl. 14.15 kan Cinematekets medlemmer se forpremiere på den kinesiske spillefilm, Guldløve-vinderen 'Still Life' (Zhangke Jia, 2006), der følger to menneskers intense kamp for at komme vandmasserne i forkøbet og genfinde deres tidligere elskede bag et gigantisk dæmningsbyggeri ved Yangtze-floden.
Dokument over en oversvømmelseHvordan dækker man en tiendedel af Kinas energibehov, samtidig med at man får styr på oversvømmelserne i Yangtze-floden? Man hæver da bare vandstanden med 180 meter ved hjælp af en to kilometer lang dæmning, skaber en kunstig sø på 600 kilometers længde - og tvinger over en million mennesker fra deres hjem.
Det lyder som science fiction, men det er kinesisk realpolitik anno 2007. Projektet er for længst på skinner, og vandmasserne lægger uge for uge nye byer under vand i Three Gorges-dalen. Et landskab ændrer radikalt karakter. Huse, veje, hele byer rives ned og bygges op fra grunden. Og mange må komme overens med tanken om, at deres fortid snart bliver et minde på bunden af en sø.
'Still Life'Minearbejderen Han Sanming søger sin eks-kone, som han ikke har set i 16 år, samt den datter, han aldrig har set. Og sygeplejersken Shen Hong er på jagt efter sin mand, som ikke har været hjemme i to år. Sporene er næsten slettet. Spørgsmålet er, om fortiden kan indhentes i de spøgelsesbyer ved flodbredden, der endnu står. Tusinder og atter tusinder af maskiner og arbejdere arbejder på at rømme og jævne bygningerne med jorden, inden vandet stiger yderligere. I instruktøren Zhangke Jias hænder er dette kapløb med tiden dog trukket bevidst ned i tempo - helt ned. Vandets stigen kan ikke ses med det blotte øje, men alene afkodes på de surreelle skilte på husgavlene, der angiver den kommende vandstand. Og det er netop absurditeten, der er i fokus. Det civiliserede samfund, der pulveriserer, hvad det selv har bygget op gennem århundreder.
Mellem Godard og TarantinoZhangke Jia er ikke en hvilken som helst instruktør. Hans idiosynkratiske fortællestil er blevet sammenlignet med både Godard og Tarantino: Midt i den nøgterne, næsten tørre hverdagsobservation kan han finde på at sende en ufo hen over himlen eller lade et højhus styrte i grus.
Jia bruger ofte non-actors og fortæller i langstrakte, prunkløse billeder uden kunstig belysning. Samtidig er mere forfinede auteur-træk: Smukke panoreringer, hvor kameraet drejer om sin egen akse. Brugen af tv-skærme og højttaler-kald som retningsløse opråb fra et boblende kommunikationssamfund, hans karakterer synes at stå uden for.
Instruktørens samfundskritiske brod er ikke faldet i de kinesiske myndigheders smag. Hans tre første film blev alle forbudt visning. 'Xiao Wu' (1997) handlede om landets voksende klasseskel, 'Platform' (2000) om sammenstøddene mellem traditionel og moderne musikkultur, mens 'Unknown Pleasures' (2002) var en gennemført skæv beskrivelse af desillusioneret ungdom.Jias seneste opus, 'The World' (2004), handlede om flok ansatte i Beijing-forlystelsesparken The World. De drømmer alle om at opleve verden, men er fastlåst inde i parken - mellem alverdens vidundere i miniformat. De kinesiske myndigheder så filmen som gunstig turistreklame og hjalp med at promovere den. En ironi, der næsten overstiger filmens egen.
Foredrag om Three GorgesInden visningen af 'Still Life' vil journalist Mette Holm fortælle nærmere om dæmningsprojektet og dets konsekvenser. Mette Holm har tidligere skrevet bøgerne