Streets From Around - i tørvejr

Filmhusets store gadefest rykker indendøre onsdag den 18. august. Det omfattende internationale world'tronica-line up er uændret!

På grund af dårlige vejrudsigter har arrangørerne af onsdagens musikalske gadefest "Streets From Around" (i morgen den 18. august) valgt at rykke indendøre.

"Men det er stadig en gadefest," smiler arrangøren Jan Samuelsen fra WOMEX/Around. "Det har hele tiden været tanken at hylde gadens liv, gadens lyde og udtryk – og gøre det gennem musik, film og fest. Alt det kan vi sagtens gøre, selv om der er tag over hovedet. Mod en god fest kæmper selv vejrguderne forgæves."

Festen skulle have fundet sted i Lønporten, en sidegade til Gothersgade. Alle de 7 programsatte live-koncerter bliver afholdt som planlagt fra kl. 17 til 01 – blot foregår de nu inde i Filmhusets Restaurant SULT og Filmhusets biografer i Gothersgade 55.

Danske og internationale musikere i nye konstellationer

Danske Band Ane er vært for en række verdensmusikere, mens den utæmmelige Snöleopard tager imod ved en åben world-seance. Fra den internationale scene zoomer vi ind på Mellemøsten med bl.a. gruppen Checkpoint 303 (FR/PAL) samt lyd- og videokunsttrioen Tashweesh (PAL). Cinematekets Asta Bar byder på Ghettoblaster med bl.a. live-optræden af den unge palæstinensiske rapper Boikutt. På det store lærred i Cinemateket kan man opleve kortfilm om street-vibes, graffiti og hiphop.

Streets from Around har gaden og gadelivet som tema – både i musik og på dagens udvalgte film. I store dele af verden skabes al socialt liv, kultur og kunst på gadeplan. Samtidig er Streets from Around en gadefest i dansk målestok, hvor gadeliv mere er en holdning end et vilkår – en holdning om et åbent, mangfoldigt og levende byrum.