Syngende havfruer og flyvende tæpper fra før verden gik af lave – Disney i 90’erne

Med 1990’erne kom grunge–musikken, det første klonede pattedyr og dogmefilmene, men 90’erne betød også nogle helt særlige årgange Disney-film. Filmene fra dette årti blev det sidste kuld rigtige tegnefilm, før computeranimationen tog over. Glem Julestress og glæd ungerne og dig selv med seks Disney-klassikere fra før verden gik af lave. 7.–29. december.

Disney har altid været synonym med fantastiske, fantasifulde tegnefilm og et væld af kreative, nyskabende påfund. I årene efter Walt Disneys død i 1966 forlod pionerånden imidlertid det engang så progressive filmstudie. Men i slutningen af 1980’erne, under behændig styring af nye, ambitiøse ledere, bragede Disney-studierne tilbage på den animerede stjernehimmel.

90’er renæssancen

I løbet af 1990’erne producerede Disney en række moderne klassikere – film, som markerede den sidste storhedstid for ’den ægte tegnefilm’, inden computerne tog over. Se nogle af de nye klassikere med dansk tale i kavalkaden Disney i 90’erne – tegnefilm fra før verden gik af lave i Cinemateket 7.–29. december.

'Løvernes Konge' og 'Den Lille Havfrue' på det store lærred

Succeser som ’Den Lille Havfrue’ (1989) blev startskuddet til en ny guldalder for håndtegnede musicalfilm a la Broadway med kærlighed, humor, action og hit-sange. Filmene, som oftest var baseret på kanoniserede, litterære værker, blev en årlig tilbagevendende begivenhed – oversat til alverdens sprog … og altid effektivt lanceret med alt hvad sig hør og bør af merchandise op til julehandlen.

Læg de uforglemmelige Disney-favoritter på slidte VHS-bånd til side og oplev filmene på det store lærred, hvor de har hjemme. Besøg Simba og et syngende vortesvin i ’Løvernes Konge’. Fejr Den Lille Havfrues hjemvenden, eller tag med Aladdin til Arabiens land i selskab med flabede lampeånder og flyvende tæpper.