'Theeb' – Oscar-nomineret ørkendrama i Cinemateket

MÅNEDENS FILM i marts er ’Theeb’, der blev nomineret til dette års Oscars – som den første jordanske film nogensinde. En sublimt opbygget fortælling om drengen Theeb, der forlader beduinlejren for at tage på en farefuld færd gennem ørkenen med sin storebror.

Månedens Film i Cinemateket er ørkendramaet 'Theeb', der vakte sensation ved at blive nomineret til dette års Oscar-uddeling – det er aldrig sket før for en jordansk film. Men filmen havde da også allerede inden nomineringen skaffet instruktør Naji Abu Nowar en pris på Venedig-festivalen. 

Ørkenlandskab så langt øjet rækker. Den lille hårdføre beduindreng  Theeb må midt i den sandede uendelighed træffe beslutninger, der sætter etik og eksistens på spidsen – hvornår skal man stole på fremmede? Hvornår skal man samarbejde, og hvornår er tiden til hævn?

Theeb (hvis navn betyder 'Ulv') sniger sig ud af beduinlejren for at være sammen med sin elskede storebror, der agerer guide for en engelsk officer på færd gennem den jordanske ørken. Filmen foregår i Lawrence of Arabia-æraen, en politisk og teknologisk brydningstid. Men modsat i David Leans klassiker har de britiske koloniherrer bagsædet her.

Smukke billeder, fornem fortællekunst

Theebs historie fortælles i et roligt duvende kameltempo, men naturbillederne er så smukke, og dramaet så sublimt og fint bygget op, at man alligevel sidder på kanten af stolen. I børnehøjde fremstår ting som et gevær, en barberkniv eller englænderens mystiske kasse både frygtindgydende og dragende.

Trekløveret i centrum – Theeb, hans bror og en ørkenrøver – driver værket. De er alle utrænede skuespillere, som gennem en otte måneder lang workshop i ørkenen var med til at forme historien. Bl.a. blev manuskriptet skrevet helt om, fordi beduinfolket ikke ønskede, at deres kvinder skulle deltage! 

Anmelderne skriver

★★★★★ "En stærk og barsk fabel med lige det rette drys klassisk westerneventyr." - Louise Kidde Sauntved, Berlingske

★★★★★ "'Theeb' er en rendyrket fryd for øjet." – Jannie Dahl Astrup, Soundvenue

★★★★★ "En stærk og gribende film om, hvordan krig skaber forråelse af mennesker ... Filmens betagende billedside er et helt kapitel for sig." - CPH Culture

♥ ♥ ♥ ♥ "Theeb spilles så fint af lille Jacir Eid Al-Hwietat. Der går på sin egen langsommelige måde nærmest 'The Revenant' junior i den, når vi ser ham kæmpe mod naturens og menneskenes brutalitet" - Katrine Hornstrup Yde, Politiken

★★★★ "En meget smuk film" - Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten

★★★★ "Sådan har vi aldrig set mellemøsten" - Per Juul Carlsen, Filmselskabet/DR K

★★★★ "uimodståeligt dragende - Karen Dyssel, Kristeligt Dagblad

★★★★ "Et veldoseret og flot realiseret blik ind i en verden og en tidsperiode, vi ikke har andet end en spinkel eksotisk fornemmelse af." - Frederik Asschenfeldt Vandrup, Cinemazone

★★★★ "I 'Theeb' er autentisk ikke bare et irriterende tanketomt plusord." - Lasse Martin Jørgensen, Filmz

★★★★ "Et realistisk indblik i beduinkulturen, samtidig med fantastisk skuespil, der i den grad driver værket." - Jakob Freudendal, Ordet

★★★★ "Westerngenren er en heksegryde af nostalgi og senere med spaghettiwesterngenren gemmensyret af modernitets- og kapitalismekritik. "Theeb" følger subtilt op på denne tematik som en postkolonial imperialismekritik." - Nicki Jensen, Moovy

"Den smukke film ’Theeb’ følger knægten af samme navn, som udviser stor styrke og handlekraft i mødet med ekstrem modgang." - Ralf Christensen, Information

Tid: 10. marts 2016 - 20. marts 2016
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Cinemateket.dk eller tlf. 33 74 34 12