Via fotoportrætter af tilfældigt udvalgte københavnere, der samtidig bliver stillet centrale livshistoriske spørgsmål, forsøger CCCP's udstilling 'The Timeline Project' at indkredse, hvordan vi opfatter livet, forandringer i livet og forandringer i menneskers kollektive liv.
CCCP er et sammenslutning af fotografer, der har base i København men repræsenterer mange forskellige nationaliteter.
Mellem liv og død
Selv om vi deler tid og rum, bliver vi påvirket forskelligt af forskellige begivenheder, og alligevel er vi under indflydelse af de samme forhold: Store politiske forandringer, teknologiske gennembrud, fødsler og død, en rejse, en personlig beslutning.
Der er fernisering på udstillingen den 17. marts kl. 18.00 i Asta Bar, hvor der også vil blive serveret vin og snacks. Herefter præsenterer Cinemateket kl. 19.00 Hirokazu Kore-edas mesterværk 'Mellem liv og død' (1998), der behandler nogle af de samme temaer som udstillingen.
Inden filmen rammer lærredet vil Cinematekets programredaktør Rasmus Brendstrup fortælle kort om forbindelseslinjerne mellem 'The Timeline Project' og Kore-edas værk.
Mindeværdigt øjeblik på film
Den dybt originale komedie 'Mellem liv og død' er en underspillet, rørende og helt uomgængelig hyldest til øjeblikket, til filmkunsten og til livet sådan i almindelighed. En gruppe mennesker, der skal sige farvel til livet, har en uge til at udvælge ét mindeværdigt øjeblik at tage med til det hinsides - og få omsat øjeblikket til film!
Den amerikanske filmkritiker Roger Ebert tildelte filmen samtlige anmelder-stjerner og skrev bl.a.:
"Med denne film og mesterværket 'Maborosi' fra 1997 kan Kore-eda sidestilles med Kurosawa, Bergman og andre af filmverdenens store humanister. Hans film omfavner livets mysterium og opfordrer os til at tænke over, hvorfor vi er her og hvad, der gør os lykkelige."
Udstillingen The Timeline Project fortsætter i Cinemateket indtil 30. marts.
Tid: Lørdag den 17. marts kl. 18.00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København K
Billetbestilling: Online og på tlf. 3374 3412