TrailerPark - film og fest

Sommerstemning i en lun biografsal: dokumentarfilmen der går bag om sidste års TrailerPark Festival. Lørdag den 12. februar

Hvem længes ikke efter lyse sommernætter? Vi giver dig nu mulighed for at glemme alt om det grå vejr, krybe ned i de bløde biografsæder og hengive dig til nogle af sidste sommers sanseindtryk.

TrailerPark Festival afholdes årligt i København og er drevet af passion for iværksætteri og kærlighed til det kreative udtryk.

Under TrailerPark Festival 2010 blev der filmet 80 timers råmateriale, som nu er klippet ned til en lille times indblik i en meget hektisk proces. Vi følger de frivilliges kamp mod regnvejr, artistforsinkelser og produktionsproblemer – men filmen er naturligvis også drysset med klip fra de sommernætter, hvor publikum fik, hvad de kom efter: Mindeværdige stunder med bl.a. The Kissaway Trail, Sleep Party People, Eim Ick, Fallulah og mange andre.

Dokumentarfilmen præsenteres i Cinemateket den 12. februar af holdet bag festivalen, den kreative virksomhed ArtRebels.

Efterfølgende tager vi forskud på sommerglæderne og spiller op til dans i Asta Bar med udvalgte TrailerPark-DJs, der vil genkalde en solrig stemning midt i vintermørket.