Den
kontroversielle dokumentarist - og nu også spillefilm instruktør - Ulrik
Seidl gæster København i forbindelse med Cinematekets filmserie i
juni.
Grand Prix-vinderen fra
Venedig-festivalen sidste år er en kontroversiel og inspirerende herre. I
juni viser Cinemateket alle hans film, og samtidig gæster han København
fra den 14. - 16. juni. Den 15. juni vises hans første spillefilm
'Hundstage' og herefter får publikum mulighed for at komme i debat med
ham. Hans verden er et spændende og omstridt univers, som uden tvivl
provokerer mange. Selv ønsker han ikke provokationen - for som han siger:
'Provokation er for lidt'.
Seidls første spillefilm
- 'Hundstage' - udspiller sig i årets varmeste dage. Den er indspillet i
en trøstesløs østrigsk forstad, hvor seks historier væver sig sammen til
et billede af mennesker, som er desillusionerede, ensomme og
fremmedgjorte. Et univers mellem et indkøbscenter og en motorvej. Det er
meget varmt, og temperaturen stiger mens der lægges op til både sex og
vold. Ensom kærlighed og trætte lidenskaber. Filmen er grotesk, hudløs,
morsom og intens - og først og fremmest sand. En stemning som balancerer
midt imellem tragik og komik. Et moderne
mesterværk.
Han brød igennem
med dokumentarfilm som 'Mit Verlust ist zu Rechnen' (1992), 'Tierische
Liebe' (1995). De vil sammen med 'Good News - Von Kolporteuren,
toten Hunden und anderen Wienern' (1990), 'Spass Ohne Grenzen' (1998) og
'Der Busenfreund' (1997) blive vist i hele juni måned i
Cinemateket.
Werner Herzog regner Seidl blandt sine ti
yndlingsinstruktører. Sidste år vandt Seidl den østrigske filmpris - på
trods af, at han år forinden var blevet bedt om at forlade filmakademiet.
Seidl er født i en østrigsk provinsby i 1952, hvor han voksede op i en
katolsk familie. Han er uddannet på filmskolen i Wien, og hans film kan
minde om landsmanden Michael Hanekes i den hudløse måde, hvorpå han
portrætterer mennesker i deres mest sårbare og intime situationer. Den
poetiske åre kan minde om David Lynch, alligevel er filmene helt
enestående og originale. Dokumentarfilmene stiller spørgsmål ved genren i
sig selv i en verden, hvor grænserne mellem "det private" og "det
offentlige" hastigt udviskes i et stort "Big Brother"-tv-land. Hvor
mennesker er villige til alt - blot for at komme på tv og blive
berømte.
Ulrich Seidl har skabt debat verden over og sat Østrig på
det filmiske verdenskort. Billedkompositorisk arbejder Seidl overvejende
med vidvinkler og højæstetiske billedudsnit, som kan lede tankerne hen på
den amerikanske fotograf Diane Arbus. Personerne er oftest placeret under
billedets midterlinie; som regel har de direkte øjenkontakt med kameraet.
Lange og ubønhørlige indstillinger gør billederne nærmest usunde - men de
tvinger publikum til at engagere sig. Den måde hvorpå han gennemtrænger
det personlige rum skaber et dybt misantropisk indtryk. Filmene er
overvældende, men samtidigt fulde af absurd komik og dybt originale,
humoristiske kommentarer til det, vi kalder
"virkeligheden".
Normaliteten har som bekendt vide grænser, men Seidls
forkærlighed for randmiljøer og for "det grimme" forsøger at udvide
grænserne yderligere. Filmene handler om dét, som vi godt ved findes - men
som vi helst ikke vil konfronteres med: det er hudløse portrætter af
virkeligheden. Tragik og komik mødes - ofte ledsaget af en latter, som
bliver siddende i halsen. Der er ingen tvivl om, at de kan bidrage til en
vital diskussion - også i den danske filmverden. Seidls univers er
nødvendigt som modpol til det veltilrettelagte og det
velkæmmede.
Serien er
lavet i samarbejde med "Øst for Paradis" i Århus, Den østrigske ambassade
og "Austrian Federal Chancellery".