Weekend med Rolling Stones, Kubrick … og Scorsese

Weekenden byder på to opsigtsvækkende dokumentarer om Rolling Stones og Stanley Kubrick samt Kubricks personlige favoritfilm med introduktion. Martin Scorsese har sneget sig med i de to førstnævnte.

Rolling Stones i eksil

 
Fredag den 24. september kl. 21.30 viser Friday Late Night-biffen ’Stones in Exile’. Filmen fortæller gennem omfattende arkivmateriale og interviewoptagelser om tilblivelsen af gruppens dobbeltalbum 'Exile On Main Street' fra 1972. Der var tale om en mildest talt loose (læs: stof- og alkoholindhyllet) indspilningsproces, der mestendels foregik i kælderen under Keith Richards kæmpevilla i Villefrance-sur-Mer ved den franske Riviera.

Familiært Kubrick-portræt


Søndag den 26. september kl. 19.00 præsenterer Jan Harlan sin imponerende dokumentarfilm 'Stanley Kubrick: A Life in Pictures', og efterfølgende er der mulighed for at stille spørgsmål til manden, som véd mest om Kubrick. Harlan var ikke alene producer for Kubrick, men også bror til Kubricks enke. Hans mangefacetterede og grundige portrætdokumentar giver et grundigt indblik i Kubricks liv og værk. Samme dag kl. 15.30 giver Harlan Kubricks sidste film 'Eyes Wide Shut' et par ord med på vejen. Filmen, der har Tom Cruise og Nicole Kidman i hovedrollerne, betegnede Kubrick selv som sin bedste.

Der er få billetter tilbage til de tre arrangementer. Uafhentede billetter til Rolling Stones kan købes i Cinematekets billetsalg fra fredag morgen kl. 9.30. Uafhentede billetter til de to Kubrick-film m. intro kan købes Cinematekets billetsalg 45 min. før forestillingerne begynder.