De to første afsnit af serien får verdenspremiere i Berlin under Berlinalen, der i år løber fra 15. til 25. februar.
'Liberty' er skabt på baggrund af Jakob Ejersbos roman af samme navn. Historien handler om to familier, der er udstationeret i Tanzania i 1980’erne. Serien er både et humoristisk og brutalt portræt af vestlige udsendte, hvis idealisme kolliderer med kulturelle forskelle og lokal modstand, som langsomt og nådesløst fortærer de udsendtes gode vilje og demokratiske værdier i en blanding af gin-tonics, hushjælp og lidenskab i den afrikanske varme.
På rollelisten er blandt andet Sofie Gråbøl, Connie Nielsen, Carsten Bjørnlund og Anton Hjejle.
Karoline Leth har produceret serien for DR Drama. Serien består af i alt fem afsnit på hver 58 minutter.
"Jeg er pavestolt over, at vores arbejde med at bringe 'Liberty' til live som dramaserie allerede er blevet budt velkommen med så stor anerkendelse, som det er at blive udvalgt af Berlinalen," fortæller Karoline Leth på dr.dk.
Det Danske Filminstitut, DR, Copenhagen Film Fund, TV 2 og Trust Nordisk vil være i Berlin under festivalen for at fremme dansk drama i udlandet. Samarbejdet skal øge fokus på de danske serier blandt de internationale kunder i Berlin.
Danske film i Berlin 2018
Berlinale Shorts
- 'Solar Walk' / Réka Bucsi
Generation Kplus
- 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' / Lipski, Lerdam, Fick (åbningsfilm)
- 'Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn' / Jannik Hastrup
Generation 14plus
- 'Danmark' / Kaspar Rune Larsen
- 'Vermin' / Jeremie Becquer
Forum Expanded
- 'Strange Meetings' / Jane Jin Kaisen
Berlinale Series Section
- 'Liberty' / Mikael Marcimain