Ny dansk streamingtjeneste sætter de små film først

STREAMING. Det skal være lettere at se smalle kvalitetsfilm, efter de har været i biografen. Det mener distributionsselskabet Angel Films, der har lanceret streamingtjenesten Filmperler.dk. Her vil arthousefilm fra hele verden være sat i højsædet til glæde for filmelskere, fortæller distributionschef Peter Sølvsten Thomsen.

Hvordan adskiller Filmperler sig fra andre streamingtjenester?

Det gør ved vi ved at prioritere en bestemt type af film, nemlig dem, som er anderledes og unikke i deres fortælleform, æstetik eller udtryk - dem som på alle måder ikke er mainstream. Det betyder ikke, at vi af den grund ikke have de lidt større arthousefilm, der er blevet set af mange mennesker i biografen som "Adèles liv - kapitel 1 & 2" eller "Min far Toni Erdmann", men film på vores side skal kunne noget mere end bare at underholde og fungere som tomme kalorier.

På større streamingtjenester som Blockbuster, Netflix og Viaplay vil man gerne have så mange som muligt ind, og der er det jo sjældent en lille fransk eller etiopisk film, der trækker. Derfor bliver de ikke prioriteret, men det gør de på Filmperler.dk.

Det en stor og vigtig sag for os at give filmelskere et sted, hvor man prioriterer, kuraterer og dedikerer ressourcer til de smalle film

Hvorfor har I valgt at starte tjenesten?

Idéen startede for nogle år siden, hvor streamingtjenester begyndte rigtigt at komme frem. Her oplevede vi, at det var svært på sider som Netflix og Blockbuster at finde de film, som vi gerne ville se.

Derfor blev det en stor og vigtig sag for os at skabe synlighed for arthousefilm og give filmelskere et sted, hvor man prioriterer, kuraterer og dedikerer ressourcer til de smalle film.

Hvem er den ideelle bruger af Filmperler.dk?

Det er en person, der elsker arthousefilm og elsker at blive udfordret. Det er en person, som har savnet - måske endda uden at vide det - et sted, hvor disse film netop er nøje udvalgt. Og så er en af hovedpointerne med Filmperler faktisk næsten af public-service-karakter, idet vi ønsker at servicere de mennesker i Danmark, som ikke har en lokal arthousebiograf, og derfor måske har læst om en film ved biografpremieren, men ikke har haft mulighed for at se den.

Forældre_450
Også Christians Tafdrups anmelderroste debut "Forældre" er på Filmperler. Foto: Søren Kirkegaard

Hvilke udvælgelseskriterier arbejder I med?

Mange af vores film har som regel fået gode anmeldelser, men vores udgangspunkt har været, at hvis en film har været på en større festival eller på anden måde har gjort sig gældende på den internationale festivalscene, så er den næsten selvskrevet til Filmperler. Vi går på den måde ikke ind og er smagsdommere, for der er masser film, som for eksempel er blevet buhet af anmeldere i Cannes, men elsket af publikum og omvendt.

Filmperler er også for børn. Hvad karakteriserer jeres udbud af børnefilm?

Angel Films startede i sin tid biografkonceptet Rabalder Bio, som havde det formål at skaffe nogle stærke kvalitetsbørnefilm hjem til Danmark og præsentere dem for børnefamilier. Det vil vi rigtig gerne blive ved med ved at inkorporere Rabalder Bio i Filmperlers univers. Det er noget andet, som skiller vores streamingtjeneste ud fra mængden, idet vi kommer til at prioritere de kunstnerisk stærke børnefilm højt.

Hvilke filmperler glæder I jer særligt til at dele med brugerne?

En af mine personlige favoritter er det etiopiske drama "Difret", der handler om en 14-årig pige, det bliver tvangsgift og kommer til at slå sin kommende ægtemand i ihjel. Den vandt priser ved Sundance og Berlin filmfestival og er en lille perle, som er en af dem, du nok aldrig vil få set og som ikke vil være til at finde på de større streamingtjenester.

Vi er også glade for at præsentere Annika Bergs fandenindvoldske ungdomsfilm "Team Hurricane" samt det amerikanske drama "The Fits", som fik alt for kort tid i de danske biografer. Det er alle fantastiske film, som fortjener et stort publikum, og det håber jeg, at vi kan hjælpe dem til.

I er netop gået i luften med omkring 200 film og stiler efter 400 titler over nogle måneder. Hvad forventer I bliver den største udfordring i den kommende tid?

Det bliver at fastholde det momentum, som vi har skabt ved lanceringen af tjenesten. Vi har fået rigtig meget positiv respons fra folk, og interessen er stor, så udfordringen bliver at holde gryden i kog og blive ved med at servere filmperler til vores brugere.

Her handler det også om ikke at gå på kompromis med vores eget koncept ved for eksempel at sige, at en film som "Star Wars" jo også kan være på sitet, fordi det er en klassiker. Vi vil være tro mod vores koncept, som er et nicheprodukt. Men derfor kan vi jo godt larme så meget, som vi overhovedet kan komme til.