Robert Altmans herlige hudfletning af Hollywood udstiller, hvordan visionære ildsjæle med kreative visioner må ligge under for iskolde jakkesæt, der alene kæmper for at beholde deres position. Tim Robbins spiller den åleglatte studiechef Griffin, hvis opgave er at vurdere korte pitches af ofte overspændte filmidéer (såsom ‘The Graduate 2’). Sex, vold, spænding, latter og – vigtigst af alt – en happy ending er kriterier for at slippe gennem nåleøjet. På grund af de interne magtkampe i filmselskabet bliver Griffin mere og mere ængstelig og det hjælper ikke, at han modtager trusselsbreve fra en ukendt manusforfatter, han tidligere har afvist.
"Det er ikke en sandfærdig anklage mod Hollywood,” har Altman fortalt. “Det er meget værre, end jeg skildrer det, men ingen ville have været interesseret, hvis jeg kun havde vist, hvor sadistisk, grusom og selvcentreret, det er.”
Gennem sit livslange virke som instruktør har Robert Altman været på kant med den filmby, han selv er en del af. I ‘The Player’ dissekerer han det moralske råddenskab gennem et selvrefleksivt metastykke, der elegant leger med forestillingen om Hollywood som forudsigelig, sjælløs filmfabrik med tendens til at gå efter laveste fællesnævner.
En vrimmel af interne jokes og cameos af Hollywood-stjerner som Julia Roberts, Jack Lemmon, Bruce Willis, Jeff Goldblum og Burt Reynolds i mere eller mindre selvparodi er med til at gøre filmen til en af Altmans mest underholdende bedrifter.
Appearances: Tim Robbins, Greta Scacchi, Fred Ward, Whoopi Goldberg, Peter Gallagher
Original title: The Player
Director: Robert Altman
USA, 1992
35mm, 123 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år