‘Clerks’ præsenteres torsdag den 6. februar med en filosofisk standup ved Steen de Siles, der bl.a. underviser unge i at forstå sig selv som mennesker i en verden af kulturprodukter.
Introduktionen kommer også til at favne stoicismen – en filosofisk retning fra antikken, som har fået en markant opblomstring de senere år.
Steen de Siles er cand.mag. i filosofi med speciale i fænomenologi og diskursteori, men introduktionen vil kunne forstås af alle.
Introduktionen er på dansk og varer ca. 20 minutter.
Director: Kevin Smith
På sin fridag fra The Quick Stop Market bliver servicemedarbejder Dante Hicks ufrivilligt sat til at bestyre butikken. Det er ikke let, da han samtidig er midt i et opgør med kæresten Veronica - et opgør, der bl.a. bunder i Dantes ønske om at finde sammen med eks-kæresten Caitlyn Bree. I den tilstødende afdeling arbejder Randal med at leje videofilm ud. Randals aversion mod sit arbejde og disrespekt for alle, der sætter fod i forretningen, står i kontrast til Dantes syn på (trods alt) at betjene de handlende med et minimum af kundeservice. Spillet mellem de to og deres venner og kunder er hverdagskomik af højeste klasse. I ’Clerks’ får du kort sagt en døgnkiosk-diskurs i sin yderste konsekvens iscenesat af en instruktør, som selv arbejdede i butikken om dagen, mens filmen blev lavet om natten efter lukketid. Filmens sort/hvide-billeder illuderer eksemplarisk de kornede optagelser fra et butiksovervågningskamera, så alt går op i en højere enhed – om end valget af sort/hvid faktisk var en praktisk og økonomisk beslutning.
Appearances: Brian O'Halloran, Jeff Anderson, Marilyn Ghigliotti, Lisa Spoonhauer, Jason Mewes, Kevin Smith
Original title: Clerks
USA, 1994
35mm, 91 min.
Danske undertekster
Tilladt for børn over 15 år