(NB! Filmvisning 13:45 og panelsamtale 15:15 – på samme billet. Vælg selv, om du vil begge dele eller kun den ene. Mulighed for at forlade salen eller ankomme i pausen 15:15.)
Der er krisestemning i dansk børne- og ungdomsfilm for tiden. Der bliver produceret færre biograffilm end for bare få år siden, men flere tv- og webserier, og det unge publikums medievaner – og medielandskabet generelt – har ændret sig drastisk. Så hvad er det præcis for en slags krise, vi har at gøre med?
Dette sætter Cinemateket fokus på ved en panelsamtale om børnefilm den 8. marts, hvor vi med afsæt i den (påståede) krise taler om film til denne målgruppe.
Panelet består af:
Kim Fupz Aakeson, børnebogs- og manuskriptforfatter (‘Vitello’, ‘Jeg er William’, ‘Hannibal & Jerry’)
Signe Leick Jensen, producer (‘Hacker’ m.m.)
Marie Limkilde, instruktør (‘Mira’ (2025) og co-creator på ‘Venuseffekten’)
Filmkonsulenterne Kirstine Vinderskov og Søren Frellesen vil være ordstyrere.
Kan vi lære noget af et fjernt årti som 1980’erne? Var branchen mere frygtløst filmkunstnerisk dengang uden at tænke i publikumssegmenter og målgrupper? Var B&U-filmene i højere grad end nu skabt på samme høje klinge som samtidens store film for voksne? Hvilke forbilleder og referencer har nutidens instruktører og manuskriptforfattere?
Samtalen vil vare ca. 60 min. og foregå EFTER filmvisningen (på dansk). Man kan således stikke af i den korte pause, hvis man ikke vil høre panelsamtalen. Modsat er det også helt fint kun at deltage i panelsamtalen, bare husk at købe billet, så du er sikret en siddeplads.
Kirstine Vinderskov og Søren Frellesen, filmkonsulenter / Det Danske Filminstitut
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
Director: Søren Kragh-Jacobsen
Den otteårige Ivan Olsen (’Gummi Tarzan’) får buksevand i skolen og kan ikke opføre sig som Tarzan, sådan som hans far ellers forventer. Men så møder Ivan en forstående og støttende kranfører. Filmen er flere gange kåret som ’Verdens bedste børnefilm’. ’Gyldendals Filmguide’ skriver: ”Et lille mirakel af en film, der satte en ny standard for dansk børnefilm, hvor den introducerer begrebet ’magisk realisme’ (…) Især scenerne mellem Ivan (Alex Svanberg) og Otto Brandenburgs kranfører rammer en fortryllet atmosfære af magisk virkelighed.” Anbefales fra 6 år.
Appearances: Alex Svanbjerg, Otto Brandenburg, Peter Schrøder, Jens Okking, Susanne Heinrich
Danmark, 1981
DCP, 89 min.
Dansk tale
Tilladt for alle