Terence Davies

I sin søgen efter følelsesmæssig dybde og resonans undgik Terence Davies fra starten af sin karriere traditionel naturalisme, genreklichéer og lineær plot-afvikling og udviklede sin egen personlige stil, hvor musikken og det øvrige lydbillede fortæller lige så meget om karakterernes indre liv og ydre påvirkninger som dialogen.

Terence Davies døde den 7. oktober sidste år og blev i nekrologerne hyldet som en særlig stemme i britisk og europæisk filmkunst. Til og med ‘The Long Day Closes’ var Davies’ film baseret på erindringsmateriale fra hans opvækst i en katolsk arbejderklassefamilie i Liverpool. Den britiske auteur har en enestående evne til at omdanne sine personlige oplevelser af sorg og glæde til stor filmkunst – og gennem sit blik for det universelle i det specifikke også kaste lys over vore egne liv.

I en afstemning blandt professionelle filmfolk i bladet Time Out blev Davies’ debutfilm ‘Fjerne stemmer, stille liv’ kåret som den tredjebedste britiske film nogensinde. At tidens filmkritikere nærmest desperat ledte efter formuleringer, der kunne karakterisere den, understreger filmens originalitet.

Terence Davies er en mester i at skildre, hvordan historiske brydningstider påvirker karakterernes liv og følelser, og hvordan de ofte er fanget i et net af tilbagevendende erindringer, som det især ses i ‘The Deep Blue Sea’, hvor de menneskelige traumer efter henholdsvis 1. og 2. verdenskrig er vigtige medspillere. Ikke mindst i sine sene film, der er baseret på romaner og teaterstykker, demonstrerer Davies desuden en særlig følsomhed over for kvinders drømme, skuffelser og begrænsede frihed og muligheder

Jesper Andersen, programredaktør / Cinemateket