Den polske nybølge

Jerntæppe og jazz. Katolsk kirkegang og freudiansk indadskuen.

1960’ernes og 1970’ernes Polen var tumultarisk og fuld af paradokser, og den filmiske avantgarde som en ret logisk følge skiftevis konfrontatorisk og tvetydig.

Filmkunsten blev promoveret med dystre avantgardekunstplakater af stor grafisk enkelhed og langtidsholdbar elegance (se bare på siderne her), og de blev heftigt indsprøjtet med jazz-synkoper, der passede godt til deres legende, uklassiske form.

BOLSJER ELLER BØLGE

De polske film fra perioden er mindre humoristiske end den samtidige tjekkoslovakiske nybølges, ligesom de oftere var funderet i fortiden (og i romanlandskaber) end den franske.

De er også mindre homogene og båret af vidt forskellige ideologiske standpunkter og æstetiske ideer. Så meget, faktisk, at mange filmhistorikere foretrække at omtale Den polske filmskole som dominanten, og 60’ernes samlede polske filmpakke som en pose blandede bolsjer af nybrud snarere end bølge.

Bølge eller ej: I dette program har vi set bort fra nogle af de navne, de fleste forbinder med polsk film – bl.a. Zanussi og Kieslowski. Og har valgt titler ud, som fortjener at blive trukket frem fra skyggerne, og som siger noget signifikant om den tid og kontekst, de blev til i.

NOGLE TENDENSER

Nogle af de genkommende mønstre i filmene kan bruges til at sige noget om tidens åndsklima.

Spørgsmålet om sandhedens relativitet, eksempelvis – og ikke mindst kritikken af autoriteter, der postulerer at kende sandheden.

Der er også en påfaldende mangel på tiltro til at, at individet kan styre sin fremtid, endsige realisere et projekt efter planen. Systemerne er begrænsende.

Der er også brugen af metalag i filmene, spejlinger og kinesiske æsker. Her ligger en stor tillidserklæring til et modent og diskussions-aktivt publikum.

Det er også påfaldende, at både 1600-tallet, 1920’erne og især 2. verdenskrig bruges som tidsramme for fortællinger om begrænset åndsfrihed. ”Verden er smuldret, ødelagt, borte. Det handler om at forstå de nye love, der styrer vores forlis,” som det hedder i Andrzej Zulawskis debutfilm.

Det er nærliggende at se tidsforskydningerne som en måde at omgå den kommunistiske censurs paranoide blik på: Som forfatter eller instruktør har man kunnet pege på, at samfundskritik ikke er en nutidskritik. Selv om det temmelig sikkert har været præcis det.

Tak til Polens Ambassade, der er vært for en reception i Asta Bar den 12. juni inden filmen ’Bad Luck’.

Jesper Andersen + Rasmus Brendstrup, programredaktører / Cinemateket