Kim Larsen in memoriam

Lune Larsen, Spillemanden, eller Chefen, som mange musikere yndede at kalde ham, døde 72 år gammel i september 2018 og efterlod en kunstnerisk arv, som har sat spor i alle danskere. Interessen for den folkekære sanger var overvældende i månederne efter hans bortgang, hvor han blev mindet i nekrologer, tv- og radio-pogrammer, marcher, hyldestkoncerter og med blomster, lys og vægmalerier, dér hvor han huserede som både ung og gammel. Selv statsministeren sendte ham sine tanker.

Cinemateket ihukommer bredflaben med en lille serie film, hvor han er i centrum som såvel musiker, skuespiller, manuskriptforfatter og filmkomponist.

KÆRLIGHED, ÆRLIGHED, FRIHED OG FOLKESJÆL
Kim Larsen (1945-2018) er en stædig del af folkesjælen, i hvilken han først og fremmest er indlejret med sin sangskrivning og sin insisteren på frisind og frihed til alle: Fra perioden som slumstormer i kondemnerede Sofiegården på Christianshavn omkring 1970, over årene med alletiders største danske rockband, Gasolin’ til stadionsucces med Bellami i 1980'erne og status som ”Den Danske Nationalskjald” i 1990'erne – en benævnelse ofte bugt af medierne i italesættelsen af Kim Larsens helt særlige position i dansk efterkrigskultur.

Larsen var en besynger af kærligheden og livet i alle dets facetter, og han sang og talte om verden så alle kunne forstå det, hvad enten han sang om sin elskede i 'Kvinde min' eller om energikrisen i 'Det er en kold tid'. Hans meninger var altid skarpe og urokkelige, både når han sarkastisk parafraserende ytrede sig om den frihedskrænkende rygelov ('Gesundheit macht frei') eller udtalte sig om politik: 'Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal være godt for, hvis ikke det skulle være for at støtte de svage. For de stærke skal nok klare sig selv'.

Han var i al sin sympatiske politiske ukorrekthed 'så dansk som designermøbler og en kold bajer ved Christianshavns kanal på en sommerdag', rammende og ganske præcist indkapslet af musikmagasinet Gaffa.

LARSEN OG DET STORE LÆRRED
Næsten alle – i alle generationer – har kunnet spejle sig i den verden, som blev sat på vers i Kim Larsens musik. Og heldigvis er der mange forevigelser af performeren Larsen – flere af de tidligste samlet i Anders Østergaards portrætdokumentar 'Gasolin'' (2006), hvor ”gasserne” for første gang samlet taler om den hæsblæsende tid før buddet i 1978. Vi viser filmen med optakt af musikkritikerne og radioværterne Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard onsdag den 6. februar. Queitsch og Lynggaard fortæller om deres ungdom med det legendariske band og trækker linjer videre gennem Kim Larsens solokarriere.

Og så kan du glæde dig til at svaje med til 'En lille pose støj live' – en magisk, hitbestrøet optagelse fra Kim Larsen & Kjukkens sommerturne 2006, som vi præsenterer på fire lærreder på én gang fredag den 8. februar – to i Asta bar, hvor du kan skåle og skråle med dine venner, og to i biograferne ved siden af, hvor du kan nyde filmen tilbagelænet og for fuld Rabalderstræde (læs mere under 'Fri Fredag: Kim Larsen & Kjukken live').

Larsens bidrag til den danske filmarv fornægter sig imidlertid heller ikke. Han har skrevet underlægningsmusik til en stribe produktioner og kendingsmelodier til endnu flere – og medvirket i en lille håndfuld:

Tidligst i Franz Ernsts stærke socialdrama 'Ang.: Lone' (1970), hvor Gasolin’ leverer musikken og Kim Larsen optræder i en lille men central rolle. Samt i dokumentaren ’Stærekassen’ (1972), der er tredje del af Christian Braad Thomsens såkaldte ’Slumstormer-trilogi’, som skildrer en dag i et nedrivningsramt hus på Christianshavn, hvor beboerne – hippier, arbejdere, gamle, unge og Gasolin’ – diskuterer det tabte slag mod overborgmester Urban Hansen og hvad man nu skal gøre? (Sidstnævnte findes desværre i en restaureret visningskopi i øjeblikket).

Mest konsistent som bidragsyder til musikken på instruktøren og vennen Erik Clausens værker – herunder familiefilmen 'Tarzan Mama Mia' (1989).

Og med størst gennemslagskraft i 'Midt om natten' (1984), Erik Ballings sidste film, hvor Larsen skrev manuskriptet om de arbejdsløse blikkenslagere Benny og Arnold, Susan Himmelblå, fristaden Haveje i Sydhavnen og konflikten med den omkringliggende verden og dens begrænsende normer. Filmen er på mange måder essensen af Larsens tankegang og samfundsopfattelse. Selv spiller han den ene af de to hovedroller (over for Clausen) – en rolle som indbragte ham en Robert. Den er stadig en af de ti mest sete danske film, og det tilhørende album solgte 600.000 eksemplarer, hvilket fortsat er rekord.

Den Danske Nationalskjald viser hér 'sit oplagte skuespillertalent og kraftige personligheds-udstråling, som både kan gå i retning af det forsorent gavtyveagtige og det intenst lidenskabelige', som den nu afdøde filmanmelder og forfatter Morten Piil skrev i bogen 'Danske filmskuespillere'.

Morten Tang, programredaktør / Cinemateket