Film med ånd – og musik, der sætter sig i kroppen
Tre gange er han blevet Oscar-nomineret, selv om hans musik ikke lyder særlig meget som klassiske Hollywood-scores – ofte præget af uendelige arpeggioer og generelt en lyd, der påkalder sig opmærksomheden i stedet for at putte sig.
Næppe nogen komponist i verden har sat så idiosynkratisk et præg på så mange markante film som Philip Glass (f. 1937). Den amerikanske komponist, fløjtenist og pianist er en af de mest succesrige komponister inden for ny musik, og hans navn er tæt forbundet med minimalismen. Men hans virke er mangeartet.
Han skabte The Philip Glass Ensemble i 1968, et ensemble, der var – og er – ganske usædvanligt ved udelukkende at bestå af træblæsere og elektriske keyboards (som oprindelig var det eneste, gruppen havde råd til). Philip Glass har også optrådt inden for jazz og rock, har skrevet flere operaer, musik til teaterforestillinger – og så lige 12 symfonier.
På film har han haft en forkærlighed for film med spirituelle og filosofiske temaer, bl.a. i tilbagevendende samarbejder med Godfrey Reggio, Errol Morris og Andrey Zvyagintsev.
Tre gange er han blevet Oscar-nomineret, selv om hans musik ikke lyder særlig meget som klassiske Hollywood-scores – ofte præget af gentagne treklangsbrydninger og generelt en lyd, der påkalder sig opmærksomheden i stedet for at putte sig.
Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket
Få nyheder om film, tilbud og aktiviteter i Cinemateket. Nyhedsbrevet udkommer en gang om ugen.