Pedro Costa

Portugisiske Pedro Costa (f. 1961) skaber spøgelsesfilm. Film, der taler med de glemtes stemmer. Svøbt ind i skygger og kun oplyst af lysglimtsprikker bevæger narkomaner og kapverdiske immigranter sig langsomt og hvileløst rundt i sælsomme filmiske rum. Det er film, der væver hyldede poeter og anonyme immigranter sammen. Film, der skildrer dét at være udelukkede fra det portugisiske samfund og samtidig være uden kontakt til sine rødder.

Omdrejningspunktet for størstedelen af Costas filmproduktion er det portugisiske slumområde Fontainhas. Film efter film begiver Costa sig ud i en fortsat kortlægning af dette forglemte område. Costas første film om Fontainhas var ’Ossos’ (1997), der blev filmet på 35mm med et ”almindeligt”, professionelt filmhold. Costa har siden forklaret, at produktionen var for stor og invaderende til Fontainhas’ mikrokosmos. Han frigjorde sig derfor for de store produktionsbetingelser og brugte de følgende år i et lille værelse sammen med et digitalkamera og heroinmisbrugeren Vanda Duarte. Resultatet blev mesterværket ’In Vanda’s Room’ (2000). Mens Vanda sidder og ryger heroin på værelset, kan man udenfor høre maskiner, som bipper og vægge, der smadres: Fontainhas skal rives ned.

Vanda optræder også i Costas næste film, ’Colossal Youth’ (2007), men Costa lader her Ventura, en ældre førstegenerations-gæstearbejder fra Kap Verde, være filmens omdrejningspunkt. Costa synes at have fundet noget særligt i Ventura, som siden har været tilbagevendende i Fontainhas-filmene. I Costas seneste film, ’Vitalina Varela’ (2019), indtager Vitalina – som første gang optrådte i ’Horse Money’ (2015) – filmens skyggebelagte fokus. Der løber en klar rød tråd gennem Fontainhas-filmene, der sammenlagt er en slags stafet-kortlægning af området. Men Costa er ikke filmenes eneste kartograf. De er udviklet i tæt samarbejde med filmenes figurer – Vanda, Ventura og Vitalina – og skulptureret efter deres minder, ansigter, gestik og kollektive historier.

I Costas film befinder vi os i et limbo, i udeleligheden mellem dokumentar og fiktion, specifikation og abstraktion, modstand og stilstand, hvilket samlet nægter os en letkøbt adgang ind i filmen. Costa forsøger ikke at skabe en konkluderende repræsentation af det marginaliserede område eller dets beboere. Han viger bort fra gængse repræsentationer igennem sine films idiosynkratiske limbologik. Ventura, Vitalina, Vanda og de andre kroppe bevæger sig konstant mellem tragedie og krønike, skønhed og elendighed, indtil at de er sammenviklede og udelelige. Det er muligheden og umulighedens filmkunst.

Copenhagen Architecture Festival
Oscar Pedersen & Jesper Andersen, programredaktører / Cinemateket