Raoul Ruiz

'I hvilken som helst film, der er værd at se, bør det være filmen selv, man identificerer sig med – ikke en af karaktererne i den.'

Sådan sagde filminstruktøren Raoul Ruiz (1941-2011), og han lavede som ingen anden film, der stimulerede til netop det. Hvor Hollywood – næ, lad os bare sige hele verden – foretrækker glasklare historier med lineære dramaer og personlig udvikling, skabte Ruiz værker, som undervejs modsiger sig selv og holder beskueren på tæerne. Her kan fattige blive rige med et knips, eller vi kan hoppe frem og tilbage i tid.

Og hvor de fleste filmhovedpersoner har et mål og skarpskårne konflikter, flakser Ruiz' karakterer mellem handlinger og mulige handlinger, erindringer, drømme. Fortælleren formidler på den måde – ofte i en tilpas drilsk voiceover – legesyge historier om selve det at forme historier.

Det er refleksivt, filosofisk, labyrintisk og dekonstruerende - Jorge Luis Borges møder Franz Kafka.

Men samtidig byder filmene på sanselige rejser verden rundt: Valparaíso, Lissabon, Østen, Paris, Afrika. Her er masser af saftig action, mystiske fremmede på havneknejper, kvinder og tyve, for Raoul Ruiz er måske nok barn af den vesterlandske modernisme, men han er flasket op med B-film fulde af eventyrere og pirater. Og det har han aldrig glemt.

Raoul Ruiz er chilensk født, men har lavet de fleste af sine film i Frankrig og Portugal – hvor produktionsmidlerne lige lå. Pyt med, om en chilener i filmen så taler flydende fransk. Vi er jo alligevel i de mulige fortællingers univers. Personernes mange rejser afspejler Ruiz' eksiltilværelse og valgslægtskaber, hans søgen. Det hele samler sig på magisk vis i en kerne af eksistentiel fluktueren. I Ruiz' film er man altid på vej – som karakter eller beskuer. Eller måske begge dele?

Ruiz' formuleringer om det at lave film er lige så livfulde og tankevækkende som filmene, og nogle af de bedste af dem er netop udkommet på dansk under titlen 'Filmens poetik' (oversat af Troels Hughes Hansen for forlaget Antipyrine) – ikke rettet til fagfolk, skriver han selv, men først og fremmest til 'dem, som bruger filmen som spejl, det vil sige som et middel til fordybelse og refleksion, eller som en maskine til rejser i tid og rum.'

'Ligesom et barn opstiller regelsæt for sine lege, bruger Ruiz systemer til at sætte billeder fri,' skriver Oscar Pedersen i bogens forord, hvor det understreges, at Ruiz' mål ikke er at modarbejde fortællinger:

'Hans filmtænkning er om noget fortællingsoptimistisk. Han er bare ikke interesseret i kausallogikkens plotbegær, der kondenserer alt til en kamp mellem to modsatrettede kræfter. Ruiz arbejder ud fra et langt mere nysgerrigt og poetisk udgangspunkt, baseret på alt fra traditionelle latinamerikanske og mellemøstlige livsanskuelser over B-film til matematiske ligninger. Ruiz' film er kløftede, mangeartede landskaber. Her er ikke et enkelt bjerg, der skal bestiges, en enkelt historie, der skal fortælles, men skygger og afkroge, som antydes og undersøges.'

Bogen kan købes i Cinematekets boghandel, men sælges også til særpris ved danmarkspremieren på Ruiz' ufuldendte 'The Tango of the Widower and its Distorting Mirror', som hans samarbejdspartner og kone Valeria Sarmiento gjorde færdig til dette års Berlinale.

Tak til Portugals Ambassade, Institut Français og Forlaget Antipyrine for samarbejde.

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket