Out of Denmark

Den danske model – med en sammenhængende politik og strategi for produktion, distribution og formidling af film til børn og unge – har international appel. I en tid med stigende kommerciel og kulturel anerkendelse af det unge publikum har DFI arbejdet med udvekslingsprojekter på opfordring fra udlandet. Charlotte Giese, leder af Center for Børne- & Ungdomfilm/DFI fortæller her om erfaringer og perspektiver.

Både unge filmnationer som Sydafrika, Tanzania og Brasilien, hvor audience development og capacity building er kodeord, men også filmstærke lande som England, Polen og Canada har inviteret Filminstituttets videncenter på området til at præstere den danske model. Sammen med danske filmfolk har vi vist film og afholdt master classes for filmskoleelever, professionelle filmfolk og beslutningstagere. Vores holdninger til filmkunstens betydning i barndommen og børns behov for kunstnerisk refleksion er godt stof.

NO SEX, NO NUDITY, NO BAD LANGUAGE


Cape Town 2005. En stor dreng fra en af byens rå forstæder spørger om, hvordan børnene i Hans Fabian Wullenwebers "Klatretøsen" egentligt får røvet den bank. Han vil gerne vide det i detaljer. Efter visningen af Henrik Ruben Genz' En som Hodder siger en yngre dreng, at hvis han skulle lave en film om et lykkeligere liv, så skulle den handle om et liv uden stoffer, vold og misbrug! Niels Arden Oplevs "Drømmen" bliver modtaget med klapsalver, tårer og taler om frihed, demokrati og børns rettigheder af skolebørn fra forstaden Soweto i Johannesburg i 2007.

Factbox

UNESCOS KONVENTION OM KULTUREL MANGFOLDIGHED

DFIs internationale arbejde er både inspireret og positivt forpligtet af UNESCO.

I oktober 2005 tiltrådte UNESCOs medlemsstater for første gang en konvention om kulturel mangfoldighed: "Convention on the protection and promotion of the diversity of cultural expressions". Henning Camre, formand for Nationalkommisionens kulturudvalg – og dengang direktør for Filminstituttet – medvirkede til, at det lykkedes – trods stor amerikansk modstand mod konventionen. Udover den kulturelle mangfoldighed fremhæver konventionen behovet for kulturelt samarbejde på tværs af landene (interkulturel dialog), herunder at udviklingslandene har behov for bistand – også på dette område.

Et statement fra konventionen
"… cultural diversity creates a rich and varied world, which increases the range of choices and nurtures human capacities and values, and therefore is mainspring for sustainable development for communities, peoples and nation … it is strengthened by the free flow of ideas, and is nurtured by constant exchanges and interaction between cultures." (p.1).

Et af konventionens mål
"… to encourage dialoque among cultures with a view to ensuring wider and balanced cultural exchanges in the world in favour of intercultural respect and a culture of pea." (p. 2).

Et af konventionens principper
"International co-operation and solidarity should be aimed at enabling countries, especially developing countries, to create and strengthen their means of cultural expression, including their cultural industries, whether nascent or established, at the local, national and international levels." (p. 4).

EVENTS OG SAMARBEJDSPARTNERE

DFI samarbejder med Kunststyrelsens Internationale Koordination, Center for Kultur og Udvikling og med en række ambassader, kulturinstitutter og faglige samarbejdspartnere rundt omkring i verden.

1993 & 1998 / Rio de Janeiro, Brasilien

VISÕES DINAMARQUESAS – filmes infantis e experimentos visuais. Med Karl Erik Schøllhammer, Cultural Promoter and Professor, PUC-Rio

2003 / Paris, Frankrig

Du côté des enfants: Activités culturelles jeunes publics. Med Internationalt Kultursekretariat / Den Danske Ambassade i Paris – tværkunstnerisk kulturfremstød

2004 / Toronto, Canada

SUPERDANISH: Newfangled Danish culture. Med Harbourfront Centre / Kunststyrelsens Internationale Koordination – tværkunstnerisk kulturfremstød

Dundee, Skotland

RESPECT – Young Audiences, New Attitudes. Med Discovery – Scotland's International Film Festival for Children & Young People

2005 / Cape Town, Sydafrika

Cape Town World Cinema Festival / Sithengi. Med Cape Town World Cinema Festival / Sithengi / South African Broadcasting Corporation

2006 / Thessaloniki og Athen, Grækenland

Danske Filmdage for Børn & Unge. Med Olympia International Film Festival for Children and Young People / BUSTER Københavns Internationale Filmfestival for Børn og Unge / Kunststyrelsens Internationale Koordination / Den Danske Ambassade i Athen – del af tværkunstnerisk kulturfremstød i forbindelse med statsbesøg

2007 / Johannesburg, Sydafrika

5th World Summit on Media for Children, South Africa. Med 5th World Summit on Media for Children

Zanzibar, Tanzania

Zanzibar International Film Festival. Med Zanzibar International Film Festival / BUSTER Københavns Internationale Filmfestival for Børn og Unge

Rio de Janeiro og São Paulo, Brasilien

5th Brazilian Kids Film Festival og filmskolerne ved Pontificia Universidade Catolica og Nos do Morro. Med Brazilian Kids Film Festival og Copacabana Filmes / Karl Erik Schøllhammer, Professor v. PUC-Rio / Nos do Morro

2008 / Warszawa, Polen (under forberedelse)

Kino Muranów – filmfestival. Med Kino Muranów / Andrzej Wajda Master School of Film Directing / Polski Instytut Sztuki Filmowej / Den Danske Ambassade i Warszawa

Zanzibar, Tanzania (under forberedelse)

Children and Film Panorama / Watoto na Filamu. Med Center for Kultur og Udvikling / Zanzibar International Film Festival / Konsulent Annelise Andreasen

Ansvarlige for kulturudvekslingsprojekterne er projektkoordinator Barbara Rovsing Olsen og Charlotte Giese, Center for Børne- & Ungdomsfilm – med støtte fra festivalafdelingen.


Da vi skulle lave filmprogrammet til festivalen i Cape Town, skulle det være uden "sex, nudity, and bad language". Selv Kundskabens træ af Nils Malmros havde et par bare pigelår og en dynamolygte for meget.


Alt kan vises for professionelle, men der er mange restriktioner bundet op på offentlige visninger. Det gælder både i muslimske, katolske og kristne lande i hele verden. Den vestlige verden er ingen undtagelse.


I Afrika er over halvdelen af befolkningen under 15 år. Erkendelsen af, at børn og unge på sigt kunne udgøre en kommerciel målgruppe, som samtidig har behov for kunstneriske oplevelser, er kun lige ved at vækkes. Derfor er den nye generation af filmskabere, filmskoleeleverne, især vigtige at få i tale. De er ikke bundet af konventioner og faste forestillinger, men er ofte mere nysgerrige, modige og grænsesøgende.


Der er stor forskel på, hvad de enkelte lande er optagede af. I Sydafrika og Brasilien er filmindustrien i vækst, og flere titler har vundet store internationale priser. I Tanzania er filmmiljøet meget ungt, og de fleste af de film, der laves, er "emnefilm" om hiv/aids, vold og stoffer. Hverken de afrikanske lande eller f.eks. Brasilien har en filmpolitik for børn og unge. Der er sjældent en effektiv distribution af egne film i eget land og ofte kun få biografer – koncentreret omkring storbyerne. Mobilt fremvisningsudstyr på ladet af en firehjulstrækker må finde vej til publikum i landsbyer, bjerg- og ørkenområder. Når mørket falder på, kan filmen vises.


Zanzibar, Stonetown 2007. I et fyldt amfiteater i et gammelt arabisk fort er muslimske familier med slørklædte småpiger, masaier i røde tern og professionelle filmfolk fra hele verden tilskuere til "Drømmen" og til Louise N. D. Friedbergs kortfilm "Blodsøstre". Begge film fungerer glimrende. "Blodsøstre" bliver modtaget med lige dele undren og beundring. Jalousi mellem piger er universelt, men at løse konflikten ved at tvangsfodre sin veninde med en skål vansiret lagkage …!? Og Erlend E. Mos dokumentarfilm "Kan man dø i himlen" giver anledning til diskussioner om svære emner, sorg og samtaler – og om kunstens betydning i grænselandet. Det er en øjenåbner, at der i Danmark satses så meget på dokumentarfilm om og for børn på et kunstnerisk niveau.

SAVE THE WORLD WITH FICTION


Rio de Janeiro 1998. I Brasilien forbinder mange fattige børn, biografer og film med legenden Zorro. De kigger bagud i salen – op mod operatørrummet. Hvad skal de med Gummi Tarzan, når det er Zorro, de venter på?


I Brasilien er der 60 millioner børn, men der produceres kun ganske få film for dem. Børn og unge er ikke et kommercielt marked, og de er ikke en kulturel arena af betydning. Der er ingen politik på området, så vore værters mål er at lære af vores erfaringer om, hvordan man skaber formelle rammer, hvordan man skaffer økonomiske incitamenter – og hvordan man pirrer den kunstneriske nødvendighed hos professionelle filmfolk.


Rio de Janeiro og Sao Paulo 2007. Klip fra Ole Bornedals "Vikaren", A. Films "Terkel i knibe" og Natasha Arthys "Mirakel" får de professionelle op af stolene. De spørger til, hvor langt man kan gå. Kan børn tåle de hårde emner? Svaret kan ikke være entydigt. Det kommer an på, hvordan historien bliver fortalt. Hvilken tone lægger den? Er der lys for enden af tunnelen? Vi spørger den anden vej: Kan børn tåle at se tv-nyheder? Kan de tåle at være vidner til verden omkring dem? Børn har ret til at være børn – og barndommen bør være en sorgløs zone. Men det er den ikke altid, og så kan kunsten gøre en forskel.


Rumle Hammerich er med i Brasilien, Sydafrika og Grækenland. "Save the world with fiction" er hans enkle budskab; fiktionen har en vigtig rolle og et stort potentiale. Han fortæller om at skabe simple, underholdende og personlige historier med stærke karakterer og et element af "larger than life". Lav hellere film om, hvorfor folk overlever, end hvorfor de dør – lad fiktionen rumme et "wish for life". Rumle er en forbilledlig formidler, som uden problemer krydser landegrænser. Hans film med børn og unge i hovedrollerne er fine eksempler, bl.a. "Kan du fløjte Johanne", "Tossehoveder og Tørvetrillere", "Otto er et næsehorn" og "Unge Andersen".


Vi bliver spurgt, hvordan man får filmbranchen til at interessere sig. En branche skal inspireres og finansieres, og den skal vide, at der både er kunstneriske og kommercielle potentialer i film for børn og unge. Det gælder mange amerikanske film, det gælder japanske Miyazakis film, det gælder en række danske film igennem tiden, og iblandt dukker der også europæiske succeshistorier op. Vi nævner også DR B&Us rolle i sin tid: et frugtbart samarbejde mellem tv og filmbranche giver større volumen og en større kritisk masse. Det er vigtigt med kunstneriske udfordringer – det er vigtigt med væksthuse, talentudfoldelsesarenaer og kreative produktionsmiljøer. Nos do Morro i én af Rios favelaer er præcis sådan et sted: En alternativ film- og teaterskole, som bl.a. har leveret en række unge skuespillere til Fernando Meirelles film "City of God".


Toronto 2004. Stefan Fjeldmark og Torbjørn Christoffersen fra A. Film taler om at producere cutting edge low budget animationsfilm – og om at få succes!

I Cape Town året efter fortæller Bo Erhardt fra Nimbus Film om dansk films store markedsandel på biografmarkedet, de økonomiske præmisser for produktion af film for børn og unge samt om samarbejdet med de kreative kræfter. Men også om, hvordan det bestemt ikke altid er let at finde gode manuskripter til det unge publikum – eller instruktører, når det gode manuskript ligger der. Hvordan undgår en filmnation på vej, at film for børn og unge bliver en niche med lav prestige?


Vi understreger, at der ikke er nogen forskel på film for børn og voksne. De samme standarder må gælde hvad angår kunstnerisk niveau og production value. Begrebet børnefilm sætter vi på standby. Film til børn giver mere mening. Børnefilm er ikke én genre, det er mange forskellige – og mange er uudforskede i børnehøjde. Vi taler også om målgrupper, at små børn ser og opfatter anderledes end store børn. At børn ikke er ens. Og at halvdelen af alle børn er piger.

TWO-WAY TRAFFIC


Vi drager ikke ud som missionærer. Vi drager ud for at give vores viden og erfaringer videre. Tilhørerne kan lade sig inspirere eller provokere. De kan måske uddrage og anvende nogle essenser fra den danske model – oversat til deres egen kulturelle kontekst. Og omvendt kan vi åbne øjnene og se, at der foregår noget i verden omkring os, og at vi også har noget at lære. Vi har således også bidraget til, at et bredt internationalt repertoire bliver præsenteret for børn og unge i Danmark – i regi af de forskellige danske festivaler, BUSTER, Salaam DK og Odense Film Festival, og vores egne biografordninger, Med Skolen i Biografen og Børnebiffen.


Film, som kommer fra lande uden for Europa og USA, tegnede sig for 1 % af markedsandelen i Danmark, og for 15 ud af i alt 200 premierer om året i perioden 1999-2005. 1 % svarer cirka til den andel af bruttonationalproduktet, som anvendes på udviklingshjælp – og måske også til den globale orientering i Danmark?! I en verden, hvor globalisering og integration er tidens mantraer, kan vi da sige, at vores børn og unge tilbydes nok indsigt i denne verden?


Det går godt for dansk film. Men er vi ind imellem så selvoptagede af vore egne film, at vi glemmer at hente ny inspiration udefra? Internationale filmfestivaler i Danmark er blot én mulighed for at forlænge blikket, kulturudveksling en anden, koproduktioner en tredje. Internationale modbilleder er sunde injektioner. Kig på Japan, på Sydkorea og på USA – som både mestrer brede kommercielle film og nyskabende smal arthouse.


Danmark er en kreativ nation, som kan og vil markere sig på den internationale agenda. Også i Udenrigsministeriet står det nu så klart, at kunsten og kulturen er vigtige ingredienser i samspillet med verden omkring os, at der er blevet etableret en hel afdeling for "Public Diplomacy". Danmark skal brandes – ikke brændes!


Og kulturudveksling må gå to veje. Branding for Danmarks skyld alene er interessant på ét niveau. Global dialog og udveksling er interessant på en hel række andre. Danmark er et kulturelt overskudssamfund. Vi kan gå i dialog med verden. For at Danmark ikke skal blive alt for lille og for at gøre en forskel for andre end os selv.

Rumle Hammerich foto Stine Reitz Kerasiotis