Designgruppen e-Types og Det Danske Filminstitut modtog i 2000 Den Danske Designpris for et moderne og helstøbt designprogram.
I juryens begrundelse hed det blandt andet, at “typografien er ekspressiv og billedbrugen nytænkende. Programmet præsenterer mange informationer på en forståelig og appellerende måde. e-Types demonstrerer på innovativ vis, hvad design virkelig betyder – at bringe ting i orden.”
Det startede med et diligencehjul ...
Tanken bag logoet er, at det skal afspejle essensen af fænomenet film, nemlig tid og bevægelse. Det Danske Filminstitut’s logo er dynamisk og foranderligt, og det kan se forskelligt ud i forskellige sammenhænge.
Ideen til udførelsen kom fra oplevelsen af gamle westernfilm. Her kan der opstå den optiske effekt, at hjulene i diligencen bevæger sig, men ser ud til at stå stille. Inspireret af diligencehjulet er det bogstaverne i ordet FILM, der i DFI’s logo fragmenteres og samles i forskellige varianter – fra meget abstrakt til ret genkendeligt.