Filminstituttets Bibliotek er et forskningsbibliotek, der siden 1941 har indsamlet materiale om filmkunst og filmfolk. Siden 1964 har Biblioteket haft status som hovedfagbibliotek inden for områderne film og TV.
Biblioteket blev officielt oprettet samtidig med Det Danske Filmmuseum under Dansk Kulturfilm. Grundstammen i Biblioteket var samlinger af filmbøger og tidsskrifter indkøbt på privat basis af to danske filmkritikere, Frederik Schyberg og Ove Brusendorff - sidstnævnte også Filmmuseets første direktør.
Filminstituttets Bibliotek rummer en af verdens største samlinger af litteratur om film og TV. Derudover ligger Videoteket også fysisk placeret i Biblioteket.
I Videoteket er der mulighed for gratis at se et stort udvalg af spillefilm, kort- og dokumentarfilm og TV-serier.
I Bibliotekets bemandede åbningstid hjælper vi med at besvare spørgsmål og vejlede i informationssøgning i de filmdatabaser Biblioteket stiller til rådighed.
Uden for den bemandede åbningstid har du adgang til Biblioteket ved hjælp af dit sundhedskort.
Der er mulighed for at melde sig ind via Bibliorama. Dette giver registrerede brugere øjeblikkelig adgang til at bestille og reservere materialer samt at forny lånt materiale.
Det er dog stadig nødvendigt, at møde op i Biblioteket og få åbnet sin konto af personalet, for at kunne låne.