Peliculas Españolas

Foto: Camera Film
Cinemateket byder alle spanskklasser velkomne, når vi til efteråret viser to stærke og vedkommende spanske film i samarbejde med Den Spanske Ambassade. Læs mere om filmene nedenfor.

Kald mig Lucia ('20.000 especies de abejas')

Estibaliz Urresola Solaguren, Spanien 2023, 128 min., spansk m. danske undertekster

Aitor bryder sig ikke om den måde folk henvender sig på og føler sig hverken hjemme i sit køn eller sit navn. Kælenavnet Cocó er måske mindre åbenlyst forkert, men føles heller ikke rigtigt. Håret skal ikke klippes, det er det eneste, der er helt sikkert. 

Med sin mor tager Aitor/Cocó på sommerferie i familiens hjemlandsby i de baskiske bjerge hos bedstemoderen. Identitetskrisen møder ikke lige stor forståelse alle vegne, så Aitor må mestendels selv bakse med sin identitet og vej frem i livet - med moralsk støtte fra moderens tante, som plejer sine bistader på den skrånede bjergside. Og ligesom 20.000 arter af bier sikrer naturens mangfoldighed, så viser filmens væld af hovedsaligt kvindelige biroller os – og hovedpersonen – nogle af de mange forskellige måder, det er muligt at være menneske på.

'Kald mig Lucía' er spanske Estibaliz Urresola Solagurens debutfilm. Filmen vandt tre priser på årets filmfestival i Berlin, heriblandt sølvbjørnen for bedste skuespiller til Sofía Otero, der kun var otte år gammel under filmens indspilninger. ”Estibaliz Urresola Solaguren har begået et flot generationsportræt om at bryde fri af traditioner og normer og finde sin egen identitet – med en flot hovedrollepræstation fra otteårig prisvinder,” skrev Soundvenue.

Filmens temaer:
Identitet, køn, opvækst, Baskerlandet, bier, biavl, familiestrukturer, forældreskab, hjemstavn, landsbysamfund (pueblo)

Visningstidspunkter:
Torsdag d. 22/10 - 2024 kl. 10.00 i Carl
Med danske undertekster
 
Onsdag d. 27/11 - 2024 kl. 13.30 i Carl 
Med danske undertekster
 

Foto: Latido Films

Chinas

Arantxa Echevarría, Spanien 2019, 99 min., spansk m. engelske undertekster. 

Døgnkiosker drevet af kinesiske indvandrere findes overalt i Spanien og kaldes ’Bazar’ eller – mere kontroversielt – ’el Chino’. Søstrene Lucía og Claudia på 9 og 17 år er vokset op i forældrenes bazar, hvor forældrene konstant var på arbejde og derfor glemte at integrere sig i det omkringliggende samfund. Pigerne må oversætte alt for forældrene og er langt henad vejen alene med udfordringer i skolen og hverdagen udenfor hjemmet.

En pige adopteret fra Kina starter i Lucías klasse og placeres automatisk ved siden af Lucía – i den bedste mening, men ikke med det bedste udfald umiddelbart. Den ældre Claudia kæmper med racisme og et hårdt og sexistisk ungdomsmiljø, samt forældrenes ønske om at arrangere et ægteskab for hende. Da det for alvor spidser til, får begge søstre dog hjælp fra højst uventet kant.

Et velspillet og medrivende samtidsdrama, der har meget på hjerte, men kommer i mål med det hele, og det endda med en meget overraskende historie. Instruktøren Arantxa Echevarría har tidligere udforsket livet blandt minoriteter i Spanien i den succesfulde ’Carmen & Lola’, der fik dansk premiere i 2019.

Filmens temaer:
Immigration, indvandrere, generationer, minoriteter, kulturforskelle, fordomme, racisme, sexisme, ungdomsliv, uddannelse, skolegang

Visningstidspunkter: 
Torsdag d. 19/9 - 2024 kl. 13.00 i Asta 
Med engelske undertekster 

Tirsdag d. 5/11 - 2024 kl. 10.00 i Asta 
Med engelske undertekster

KONTAKT

For booking og mere information kontakt booking@dfi.dk

Praktiske oplysninger

Pris: 30 kr. pr. person

Tilmelding: Bestil billetter ved henvendelse til booking@dfi.dk. Ved billetbestilling bedes du oplyse navn, skole, film, dato, antal billetter, betalingsmetode samt dit telefonnummer.

Betaling: I skal betale billetterne samlet i Cinematekets billetskranke senest 30 min. inden visningen. Det er ikke muligt at betale enkeltvis. Skal der fremsendes faktura bedes dette aftales ved bookingen og senest 3 dage inden visningen. Send venligst en mail med skolens kontaktoplysninger samt CVR og EAN nr. 

Spilletider: Hvis nedenstående spilletidspunkter ikke passer ind i jeres kalender undersøger vi gerne muligheden for alternative visninger. Kontakt eventkoordinator Sophie Isaksen (sophiei@dfi.dk), og oplys film, dato, antal billetter, kontaktoplysninger samt skolens navn. 

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K.

Hent undervisningsmateriale: 

Undervisningsmaterialet ligger tilgængeligt på filmcentralen.dk fra slut august/start september 2024. 


Visningen er udelukkende i følgeskab med en lærer, og denne lærer er ansvarlig for, at eleverne udviser god opførsel ved besøget i Cinemateket. 

For at sikre en god biografoplevelse for alle, skal vi bede jer forberede jeres elever på, at telefoner skal være slukkede under hele filmvisningen.

Hold dig orienteret

Send en mail til booking@dfi.dk og skriv "Ja tak til information" i emnefeltet, hvis du ønsker løbende information om 'Med sprogklassen i Cinemateket'. Angiv hvilket sprog, du underviser i, samt navnet på uddannelsesinstitutionen.