Under overskriften "En stærk filmnation" har Kulturministeriet i dag offentliggjort Filmtale 2024-2027. Aftalen er vedtaget som et bredt forlig mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
I en pressemeddelelse fra Kulturministeriet lyder det således fra kulturminister Jacob Engel-Schmidt:
"Jeg er meget glad for, at et bredt flertal i Folketinget nu kan sende en historisk saltvandsindsprøjtning afsted til den filmbranche, der er et stærkt udstillingsvindue for dansk kultur. Som kulturminister finder jeg det bydende nødvendigt, at der ikke kun vises film fra Hollywood, for danske film er med til at skabe sammenhold og sammenhængskraft. Med aftalen tilfører vi derfor den største økonomiske investering i dansk film i to årtier og sikrer, at der også fremadrettet kan laves danske film af høj kvalitet til glæde for alle danskerne. Vi har desuden haft fokus på at lave en aftale, som giver gode stabile rammer for branchen og samtidig giver talenterne mulighed for at spire og gro. Ingen store danske film uden dygtige filmfolk."
På Filminstituttet er der glæde over, at det politiske fundament for de kommende års arbejde nu er på plads, og at den aftale, der er indgået, adresserer en lang række af de fokusområder, som Filminstituttet i sit oplæg til forhandlingerne har peget på.
Filminstituttets administrerende direktør Claus Ladegaard siger:
"Med Filmaftalen 2024-2027 er der sendt et bredt forankret politisk signal om, at dansk films fortsatte stærke placering og relevans i et massivt internationalt udbud stiller nye krav til fleksibilitet, nytænkning og samarbejde. Tak til de involverede parter for et solidt politisk håndværk med både forståelse og respekt for dansk film og de udfordringer og potentialer, der skal arbejdes med."
De ambitiøse målsætninger fra den seneste filmaftale 2019-2023, både hvad angår dansk films markedsandel i danske biografer og deltagelse på de internationale festivaler, er fastholdt i den nye aftale. Og det er godt, mener Claus Ladegaard:
"Et højt ambitionsniveau er vigtigt for kvaliteten af dansk film, men det kan kun indfries, hvis der er tilstrækkelig finansiering bag. Heldigvis er der med Kulturbidraget skabt et solidt fundament for filmstøtten fremover. Den øgede finansiering betyder, at vi i højere grad kan sikre rammerne for den kvalitet og mangfoldighed i det samlede filmudbud, der er nødvendig - blandt andet ved at sørge for, at der også er plads til de film, der ikke kan realiseres på lav-budget."
Et andet centralt fokusområde i aftalen er kravet om øget engagement fra DR og TV2 – både i forhold til finansiering, udvikling og udbredelse, ligesom der lægges op til muligheden for et hurtigere skift af platform for film, der klarer sig mindre godt i biografen:
"Tv-stationerne spiller en kolossal rolle for udbredelsen af danske film for danskerne, og en skærpelse af deres public service forpligtelse er godt nyt. På et marked med så skærpet konkurrence om seernes opmærksomhed, som vi oplever i øjeblikket, er der i den grad brug for synlige udstillingsvinduer og for, at der kan arbejdes mere fleksibelt med skiftet fra biograf til digitale platforme, herunder TV".
Fleksibilitet og sammentænkning er også nøgleord i aftalens fokus på styrket indhold til børn og unge:
"I forhold til at engagere børn og unge har vi fra Filminstituttets side peget på behovet for at samtænke indsatsen i forhold til børn og unge, så indhold i langt højere grad end i dag kan udvikles og distribueres på tværs af genrer og formater og platforme. Derfor ser vi frem til arbejdet med en helt ny strategi, der blandt andet skal konkretisere mulighederne i en kommende samling af støtten til børn og unge i én fælles ordning."
Filminstituttets indsats med digitalisering af filmarven og filmformidling i hele landet er i den nye aftale sikret fortsat høj prioritet.
"Det er en vigtig del af Filminstituttets kerneopgave, at dansk film fra før og nu formidles til et bredt publikum. Med den ekstra bevilling, der ligger i aftalen, får vi nu en kærkommen mulighed for at accelerere digitaliseringen af historiske film og at nå endnu bredere ud med vores skræddersyede digitale formidlingstiltag", lyder det fra Claus Ladegaard.
Som det tidligere er meldt ud, er det besluttet, at spiludviklingsområdet skal samles under én offentlig institution. I Filmaftalen fastslås det, at Spilordningen forvaltes af Filminstituttet indtil et nyt spilinstitut er fuldt operationelt. Den nærmere tidsplan mv. herfor er endnu ikke defineret.
Udvalgte fakta fra Filmaftalen
- Filmaftalen gælder i fire år fra 2024 – 2027.
- Der er afsat 622 mio. kr. til området hvert år.
- Dertil forventes, at kulturbidraget giver branchen ca. 98 mio. kr. om året fra 2025 til film-, serie- og dokumentarområdet.
- Der skal ske en bedre arbejdsdeling mellem Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde i deres støttetildelinger.
- 29 pct. af antal solgte billetter i danske biografer skal være til danske film.
- De 10 bedst sælgende danske film skal i gennemsnit sælge mindst 250.000 danske billetter.
- Digitaliseringen af filmarven udbygges, så danske historiske film i endnu højere grad bliver tilgængelige.
- Der skal hvert år være hhv. 8-10 danske spillefilm og 10-12 danske dokumentarfilm repræsenteret på de førende internationale filmfestivaler.
- Mindre sælgende filmtitler skal hurtigere gøres tilgængelige for publikum på de digitale platforme og tv.