David Lynch

David Lynch (1946-2025) var et renæssancemenneske. Maler, musiker og en af filmhistoriens mest innovative instruktører – men også en kunstner, som hellere ville tale om sin kærlighed til transcendental meditation og nydelsen ved god tobak og en velskænket kop kaffe end indholdet af sine film. I januar gik han bort til de evige mokkamarker og efterlod et værk bestående af 10 uafrystelige spillefilm, en række bemærkelsesværdige kortfilm og den monumentale tv-serie ’Twin Peaks’, som ændrede synet på serieformatets muligheder for altid.

Vi hylder Lynch gennem to måneder i april-maj og viser alle hans lange film samt en håndfuld af de korte foruden dokumentaren ’David Lynch - The Art Life’. Og ved seks events stikker vi pinden ind i myretuen og afdækker nogle af Lynchs særlige karakteristika.

Lynch lagde ud som kunstmaler og studerede i sine formative år bl.a. ved The Pennsylvania Academy of the Fine Arts, hvor han hurtigt blev draget af filmmediets muligheder. Efter et par eksperimenter på mikrobudget indspillede han ved indgangen til 1970’erne ’The Grandmother’, en 33 min. drømmelignende fortælling om en omsorgssvigtet dreng, som planter nogle sære frø i sin seng og fremdyrker en bedstemor. Filmen rummer en række af de kendetegn, som gennemstrømmer den øvrige del af værket og har fået kritikere og historikere til ligefrem at tale om en ”lynchian” æstetik: De surrealistiske scenarier, overvældende closeups, udtryksfulde lyduniverser, normaliteten i kaos, kaos i normaliteten, lyset over for mørket, de dunkle drifter under den renskurede overflade.

Lynchs foruroligende rejse ind i psykens og familiens mørkelandskaber får fuld surreel skrue allerede i ’Eraserhead’ (1977) og perfektioneres i de følgende årtier med lillebymareridtet ’Blue Velvet’ (1986), roadmovien ’Vilde Hjerter’ (1990) og ikke mindst de labyrintiske Hollywoodfortællinger ’Lost Highway’ (1997) og ’Mulholland Drive’ (2001), hvor han i skiftende grad, og på ægte postmoderne vis, parrer sine tematikker og sit unikke billedsprog med referencer til andre (filmhistoriske) værker og referencepunkter – eventyret, roadmovien, musicalen, film noir-traditionen.

Logikken og de narrative grundpiller saves undervejs eftertrykkeligt over. Paradokserne forstørres, grimheden danser pardans med skønheden, drømmelogikken vokser ind i den fysiske verden, den klassiske fortælling opløses, og voyerismen tager fuldt over. For uglerne er bare ikke, hvad de ser ud til at være hos Lynch, og rejsen ind i han univers stopper aldrig. Nye lag af betydning dukker hele tiden op. Det er bare med at spænde sikkerhedsbæltet og lade sig rive med.

Lone N. Sardemann og Morten Tang, programredaktører / Cinemateket