Filminstituttets whistleblowerordning

Her kan du få adgang til Det Danske Filminstituts whistleblowerordning. Du kan bruge whistleblowerordningen til at gøre opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold, der vedrører Filminstituttet.

Du kan benytte whistleblowerordningen, hvis du:

  • Er eller har været ansat i Filminstituttet eller hvis du har været i betragtning til en stilling i Filminstituttet, i det omfang indberetningen vedrører oplysninger, der er erhvervet i forbindelse med ansættelsesprocessen eller andre før kontraktlige forhandlinger.
  • Er samarbejdspartner herunder selvstændigt erhvervsdrivende (fx støttemodtagere), som Filminstituttet samarbejder med. Persongruppen omfatter endvidere ansatte hos samarbejdspartneren og underleverandør af varer eller tjenesteydelser til Filminstituttet
  • Er eller har været medlem af direktionen eller varetager en anden rolle i relation til ledelsesorganet hos Filminstituttet
  • Er frivillig, lønnet eller ulønnet praktikant hos Filminstituttet

Forhold omfattet af whistleblowerordningen

Du kan henvende dig til whistleblowerordningen med følgende:

  • Overtrædelser af EU-retten, der er omfattet af anvendelsesområdet for whistleblowerdirektivet.
  • Alvorlige lovovertrædelser (f.eks. overtrædelser af straffeloven eller særlovgivning)
  • Alvorlige forhold (f.eks. grov chikane eller tilsidesættelse af faglige standarder).

Du bør altid have konkret viden eller begrundet mistanke om, at der er begået sådanne alvorlige forhold, inden du benytter dig af whistleblowerordningen. 

Du skal desuden være opmærksom på, at øvrige overtrædelser som f.eks. overtrædelser af interne retningslinjer om sygefravær elle rygning ikke er omfattet af whistleblowerordningen. 

Oplysninger, der er klassificerede ifølge sikkerhedscirkulæret, er ligeledes ikke omfattet af whistleblowerordningen.

Om anonymitet og fortrolighed

Filminstituttets whistleblowerordning giver mulighed for anonymt at indsende oplysninger om kritisable forhold til en betroet whistleblowerenhed, som kan undersøge forholdene nærmere. Via systemet kan du have en opfølgende dialog med whistleblowerenheden. Denne dialog er ligeledes anonym.

Filminstituttets whistleblowerenhed er forankret i administrationsafdelingen, og kun de betroede sagsbehandlere fra whistleblowerenheden kan tilgå din indberetning.

Hvis du sender oplysninger ind til whistleblowerordningen fra en computer, der er på Filminstituttets netværk, eller via  den digitale whistleblowerportal, vil dette kunne blive registreret som led i den almindelige logning af brugeraktiviteter på Filminstituttets netværk. Dette kan undgås ved at taste web-adressen https://dfi.sit-wb.dk i en browser på en privat eller offentlig computer, der ikke er tilkoblet Filminstituttets netværk. Du kan tilgå den eksterne whistleblowerordning via følgende link: Whistleblowerordningen i Datatilsynet.

Herudover kan du anvende TOR-browseren, som giver yderligere beskyttelse af anonymitet.

Hvis du ikke er komfortabel med at indberette direkte til Filminstituttet, eller hvis du er i tvivl om din indberetning behandles objektivt af vores whistleblowerenhed, kan du alternativt indberette til Datatilsynet, som har en ekstern og uafhængig whistleblower-kanal. 

Sagsbehandling og kommunikation

Din henvendelse behandles af betroede medarbejdere i vores whistleblowerenhed. Vi kan have behov for at stille dig spørgsmål for at sikre, at sagen kan oplyses tilstrækkeligt til, at den kan behandles. Vi kommunikerer kun med dig via vores digitale whistleblowerportal. Derfor er det vigtigt, at du følger med i sagen ved løbende at logge dig ind og svare på eventuelle spørgsmål fra os.

Når du indsender indberetningen, får du på kvitteringsbilledet en 16-cifret kode. Denne kode skal du anvende for at tilgå din indberetning, og det er derfor vigtigt, at du gemmer koden.

Mister du koden, mister vi muligheden for at kommunikere med dig.

Juridisk beskyttelse mod repressalier

Du er som whistleblower beskyttet mod repressalier via Lov om beskyttelse af whistleblowere (LOV nr. 1436 af 29/06/2021).