Polina, Leningrad 1989

Sammen med kameraet afsøger en hånd et mønstret gulv, hvor fotografier, tekopper og nodeblade har efterladt et spor af fortiden. Vi ser ansigtet og lidt senere også Polina Pradkinas hænder. Når Polina spiller Prokofjev og drømmende går rundt i sin by for at sanse og røre ved den, bliver selv skraldespandene poetiske.