Soljaris

Tiltagende galskab præger den lille besætning på en rumstation, som kredser om den mystiske havplanet Solaris. Psykologen Kris Kelvin ankommer fra Jorden for at vurdere, om man skal fortsætte eller opgive udforskningen af planeten. Kelvin er imidlertid plaget af erindringer om livet på jorden og ikke mindst om sin afdøde kone. Lettere bliver det ikke, da hun på uforklarlig vis materialiserer sig og nægter at forsvinde. Tarkovskij bruger dobbeltgænger-motivet til at fremmane den blanding af længsel og frygt, der også karakteriserer menneskets forhold til det ukendte. Filmen sætter markant spørgsmålstegn ved den teknologisk-videnskabelige optimisme, som prægede efterkrigstidens rumalder.