Drama om den rige, ansvars- og respektløse Sebastian, der fordriver tiden med at finde dates på internettet og bilde kvinderne alle mulige løgnhistorier ind. Det bedste, han ved, er "Slumming" - at tage rundt på snuskede værtshuse og cruise rundt i gaderne for at finde skæve eksistenser, han kan lege og gøre grin med. En dag tager hans practical jokes overhånd, da han finder den subsistensløse og alkoholiserede digter Kallman. Sammen med vennen Alex kører han den fordrukne og bevidstløse mand over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham uden pas eller penge som et eksperiment i at ændre mandens skæbne. Samtidig er Sebastian så småt ved at falde for Pia, men da hun opdager, hvad han har gjort, reagerer hun med afsky og forsøger at opspore og redde den stakkels Kallman. Barbara Albert har, i samarbejde med Glawogger, skrevet manuskript til denne fascinerende film.