Bjarne Henning-Jensen

Instruktør, skuespiller, manuskriptforfatter, klipper, lydmand, produktionsleder, fotograf. Født 6. oktober 1908, død 21. februar 1995. Gift med instruktør Astrid Henning-Jensen (født Schmahl) med hvem han havde sønnen Lars Henning Jensen (f. 1943), som var barneskuespiller i flere af parrets film.

Efter endt skolegang i 1925 tog Bjarne Henning-Jensen til bl.a. Tyskland og England for at studere forretning og sprog, da det var meningen at han skulle gå i sin fars fodspor som forretningsmand. Men han havde andre interesser – malede, skrev teaterstykker og begyndte at læse til skuespiller hos Holger Gabrielsen. Hans farbror, Erik Henning-Jensen, var i øvrigt også skuespiller og teaterchef på Århus Teater 1923-54.
Bjarne Henning-Jensen debuterede som skuespiller på Odense Teater i 1931 og havde derefter ansættelser på bl.a. Århus Teater og Riddersalen. På Riddersalen mødte han skuespilleren Astrid Schmahl, som han giftede sig med i 1938. Han medvirkede også i småroller på film, blandt andet ’Genboerne’ (1939) og ’Jens Langkniv’ (1940). I 1940 blev han ansat som instruktørassistent på Nordisk Film under instruktørerne George Schnéevoigt og Emanuel Gregers. Her fik han efterhånden lov til at lave sine egne, dokumentariske oplysningsfilm som ’Brunkål’ (1941), ’Papir’ (1942) og ’Sukker’ (1942), hvor han både skrev manuskript og instruerede.

Han debuterede som spillefilminstruktør i 1943 med ’Naar man kun er ung’, som han sammen med Astrid også havde skrevet manuskriptet til. Her fik en ung Ingeborg Brams sin filmdebut. Det samme gjorde Preben Kaas. Under krigen fortsatte hans arbejde med kortfilmene, samtidig med at han var aktiv i modstandsbevægelsen som koordinator for filmarbejdet for modstandsgrupperne BOPA og Frit Danmark. I slutningen af krigen flygtede han til Sverige. Her instruerede han sammen med Astrid ’Brigaden i Sverige’ (1945) om Den Danske Brigades træningslejre. Samme år instruerede han ’Flyktingar finner en hamn’ om flygtningestrømmen i Sverige. Efter krigen udsendte Danmarks frihedsråd ’Det gælder din frihed’ (1946), en kompilationsfilm om modstandsarbejdet, hvor Bjarne Henning-Jensen bidrog som fotograf.

I 1946 kom Henning-Jensens store gennembrud med Martin Andersen Nexø-filmatiseringen af ’Ditte Menneskebarn’ (1946). Astrid Henning-Jensen var instruktørassistent og deres lille 3-årige søn Lars debuterede her på film. Den fattige og uægte Ditte med et hjerte af guld må gennemgå mange pinsler, inden hun skal føde sit eget uægte barn. Filmen har i dag klassikerstatus og bliver især hyldet for sin realisme, poesi, menneskelige varme og for de små virkningsfulde nuancer midt i det store menneskelige drama.

Parret Henning-Jensen fulgte succesen op i 1947 med ’De pokkers unger’, der også foregår blandt fattige børn, men denne gang i Københavns baggårde. Filmen regnes for den første egentlige danske børnefilm, og anmelderne fremhævede især børnenes naturlige spillestil.
Den film noir-inspirerede ’Kristinus Bergman’ (1948) anslog en anden stil på billedsiden, men temaet er stadig den sociale arvs betydning. I filmen ser de nu voksne mænd tilbage på deres hårde barndom som plejebørn og planlægger deres hævn. Filmen fik gode anmeldelser og regnes for en af Henning-Jensen parrets bedste film. Fotografen Annelise Reenberg modtog en æres-Bodil som bedste fotograf.

’Vesterhavsdrenge’ blev Bjarne Henning-Jensens sidste spillefilm for Nordisk Film. Han forlod selskabet i 1950. Filmen udspiller sig blandt store drenge ved Vestkysten og er en filmatisering af A. Chr. Westergaards ’Klit-Per’. Anmelderne var skuffede, men fotograferingen blev rost.
Op gennem 1950’erne genoptog Bjarne Henning-Jensen sin kortfilmproduktion sideløbende med, at spillefilmarbejdet fortsatte. Han forsøgte sig ud i komediegenren hos ASA Film med farcen ’Solstik’ (1953) med Dirch Passer og Kjeld Petersen. Anmeldelserne var blandede, men publikum morede sig.

Med ’Hvor bjergene sejler’ (1955) fik han igen succes – også internationalt. Den drama-dokumentariske film forgår i Grønland hos drengen Mikisoq, hvis tilværelse er udfordret af sygdom og klimaforandringer. Filmen blev lavet med henblik på at vise Grønland frem i engelsktalende lande, og det lykkedes til fulde. Den vandt en Grand Prix i Venedig og blev Oscar-nomineret. USA fik derfor øjnene op for Bjarne Henning-Jensen, der i 1957 fik en tre-årig kontrakt med Griffith Films i New York på at lave fire film/tv-film, sammen med Astrid. Deres første projekt strandede imidlertid på grund af kunstneriske uenigheder om castingen, og samarbejdet ophørte.

Bjarne Henning-Jensen fortsatte som manuskriptforfatter, især på Astrids film, men instruerede også i 1962 ’Kort er sommeren’ i Sverige – en filmatisering af Knut Hamsuns Roman ’Pan’. Hans sidste film som instruktør var ’Skipper & Co’ i 1974 om en pensioneret skipper og hans venskab med en 10-årig dreng. Filmen havde musik af sønnen Lars, som havde uddannet sig til musiker, dirigent og komponist.
Parallelt med filmkarrieren skrev og instruerede Bjarne Henning-Jensen også teaterstykker, bland andet ’Kirsebærhaven’ på Frederiksberg Teater i 1952. Han skrev manuskripter til radiofølgetonen ’Karlsens Kvarter’ fra slutningen af 1960’erne, som Astrid instruerede en del af. I perioden 1968-70 var han desuden underviser og konsulent ved den nyoprettede Danske Filmskole.

Bjarne Henning-Jensens film fra 1940’erne er anerkendt som vigtige bidrag til den danske filmhistorie. De er kendetegnet af social bevidsthed, stærk realisme, samt stor forståelse for at skildre børn på film. Hans tidlige film blev produceret samtidig med neorealismen i Italien, som de da også ofte sammenlignes med. Hans erfaring som instruktør med de korte oplysningsfilm gjorde, at han tog mange af dokumentarfilmens principper med over i sine spillefilm.

Samarbejdet med Astrid Henning-Jensen holdt livet ud, og han beskriver det således: ”Man kan sige, at vi spiller pingpong med ideerne. Vi tager en kommende scene frem, taler om den, så vi ved, hvad der skal ske, og så går vi hver for sig og skriver løs. Bagefter læser vi det for hinanden, og vi plejer meget hurtigt at kunne finde ud af, hvad der er bedst” (Berlingske Aftenavis 3/9 1955).

Sammen med Astrid er han en af de første danske filminstruktører, der fik international anerkendelse og satte dansk film på verdenskortet. De rejste meget med deres film til forskellige festivaler og arbejdede begge i perioder i udlandet. Han var meget stålsat omkring sine projekter og lod sig ikke overtale til at lave hvad som helst. Han beskrev selv parrets fælles holdning til kunsten således: ”Vi er ikke krukkede eller vanskelige, det er bare en rent menneskelig indstilling over for kunsten hos os, og den er ikke filosofisk eller socialt betinget. Vi vil bare gøre vort for at holde filmen højt, så det ikke bare bliver en åndelig Dyrehavsbakke, vi giver folk, og vi kan ikke arbejde med en ting, som vi ikke tror på eller ikke synes fuldkommen om” (Berlingske Aftenavis 3/9 1955).

I 1990 fik Bjarne og Astrid Henning-Jensen børnefilmklubbernes pris Pråsen for deres pionerindsats for dansk børnefilm.

En stor del af Bjarne Henning-Jensens kortfilm kan ses på www.danmarkpaafilm.dk.

Litteratur: ’Dansk film under nazismen’, Lars-Martin Sørensen, Lindhardt og Ringhof, 2014.
Kilder: Filminstituttet udklipssamling.