Ulrich Thomsen

Skuespiller. Født 6/12 1963.

Uddannet på Statens Teaterskole 1989-93, efter forinden at have gået på Fame-skolen i Odense 1986-87.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Da Thomas Vinterbergs Dogmefilm "Festen" (1998) fik champagnepropperne til at flyve, stod Ulrich Thomsen med en af de store flasker. Den alvorlige, lysblonde og lidt anonymt udseende mand blev et internationalt kendt ansigt natten over, efter at "Festen" havde taget Cannes-publikummet med storm. Det var heldigt for Thomsen, men også i vidt omfang løn som forskyldt, for hans store filmtalent synes ikke bare medfødt, men omhyggeligt plejet og anvendt.

Han viste - ligesom Thomas Bo Larsen - sit vingefang i Thomas Vinterbergs to første film, "De største helte" (1996) og "Festen". Men lagde ud i en minirolle som voldelig værthus-rocker i "Nattevagten" (1994) og fik sin første større birolle som kynisk, voldsliderlig narkobagmand i den hårde Ålborg-film "Portland" (1996).

Her er Thomsen overbevisende modbydelig i en endimensional skurkerolle - i direkte modsætning til hans debuthovedrolle som den blide, eftertænksomme og mod slutningen rablende skizofrene Peter, der tager på dramatisk køretur op gennem Sverige med sin ven Thomas Bo Larsen i Vinterbergs "De største helte".

Trods deres indlysende forskelle er der et sjælsbroderskab mellem Peter og Thomsens næste Vinterberg-figur, "Festen"s sammenbidt plagede Christian. Begge kæmper med deres indadvendthed, fremmedgjorte over for tilværelsen. Vedholdende og med besvær forsøger de at kommunikere - det ene øjeblik hvisker de, så ingen hører det, og næste øjeblik råber de alt for højt. Frustration og selvbeherskelsens spændinger kan sitre omkring Thomsen, så han ligner en, der giver elektrisk stød ved den mindste berøring. Og selv om Christian så småt er ved at aflade i "Festen"s sidste forløsende scener, er man ikke i tvivl om, at der altid vil ligge nogle volt på lur i hans sind.

Det er ikke spektakulære præstationer, for Thomsen underspiller hellere end at risikere overpointering. Beherskelse præger også en anden af hans internationalt bemærkede roller: som den gode borger der samvittighedsfuld forsøger at gøre sin demokratiske pligt i et absurd, aggressivt, racistisk København i Anders Thomas Jensens oscarbelønnede kortfilm "Valgaften" (1998).

Trods sin sobre, uselviske spillestil (eller netop derfor?) har Thomsen fået en række internationale tilbud, dog indtil videre kun mindre roller. I James Bond-filmen "The World Is Not Enough" (1999) spiller han den russiske sikkerhedschef Davidow, og "hans lille og hurtigt udspillede rolle vil næppe gå over i filmhistorien andre steder end i roligan-årbøgerne. Men det er næppe Thomsens skyld," som dagbladet Politikens anmelder Kim Skotte skrev.

Mere interessant er hans medvirken som skandinavisk fisker-indvandrer i Kathryn Bigelows psykologiske thriller med Sean Penn, The Weight of Water (2000), hvor Thomsen spiller sammen med Anders W. Berthelsen og står som nummer 7 på rollelisten.
Han har en skurkerolle som sergent i den delvis dansk finansierede Balkan-historie "The Zookeeper" (2001) og ses i en ret utaknemmelig birolle som Trine Dyrholms kasserede brudgom i Thomas Gislasons engelsksprogede roadfilm fra Amerika, "P.O.V" (Point of View) (2001). Og en birolle af pæn stærrelse har han tilsyneladende i den betydelige kinesiske instruktør Chen Kaiges første vestlige produktion, thrilleren "Killing Me Softly" (2001) med Joseph Fiennes og Heather Graham. Ingen af disse udenlandske film er endnu udsendt.

Men heldigvis ses Thomsen stadig på hjemlig grund. Han er også i Danmark lidt af en birolle-ekspert - villet smart reklamefilmsinstruktør i Lotte Svendsens novellefilm "Café Hector" (1995); renfærdigt, men hjernevasket sektmedlem i thrilleren "Sekten" (1997); superb som forkælet, men krakket yuppie i endnu en Lotte Svendsen-novellefilm, "Royal Blues" (1997); og sexfikseret tilstræbt machomand i komedien "Baby Doom" (1998). Alle præstationer, der sidder og dirrer smukt lige i centrum af skydeskiven (kun i splatterfilmen "Nattens engel" (1998) rammer han skævt som skurk).

Han var udset til den titelrolle i Dogmefilmen "Et rigtigt menneske" (2001), som Nikolaj Lie Kaas endte med at spille, men til gengæld optræder han med vid og præcision sammen med Kaas i Anders Thomas Jensens "Blinkende lygter" (2001), hvor han er kokainvraget Peter, der retter sig psykisk efter en særdeles hård behandling. Thomsen har her et kort sublimt øjeblik, hvor han - fuldt påklædt - sidder i vandkanten og oplever en sjælelig renselse - den iskolde skurk forvandlet til et menneske fuld af blid afklaret indsigt. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]