Skuespiller, instruktør, teaterdirektør. Født 20/2 1860, død 17/5 1921 - 61 år gammel.
Debuterede på Det kgl. Teater i 1883 efter forudgående akademiske studier i København og ved Sorbonne i Paris. Bortset fra en enkelt sæson, 1889-90, hvor han var direktør, skuespiller og iscenesætter på Dagmarteatret, var han fast knyttet til nationalscenen fra sin debut og frem til sin afgang i 1912. Han blev én af teatrets mest anvendte skuespillere med en udpræget akademisk tilgang til rollerne - og på højden af sin karriere én af landets betydeligste karakterskuespillere. I 1909 blev han teatrets første skuespiller-direktør.
Mantzius udarbejdede i perioden 1897-1916 "Skuespilkunstens Historie" i 6 bind, hvor 3. del om engelske teaterforhold i Shakespearetiden gav ham den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s universitet.
I foråret 1914 skrev han kontrakt med Nordisk Film og instruerede tre film med sig selv i hovedrollen. Det vakte stor opmærksomhed i datidens presse, at en mand som Mantzius, der var indbegrebet af nationalscenens stolthed, var 'steget ned' til filmens virke. Vittighedsbladene fik travlt med karrikaturer af den store "Dr. Film". Udover de tre film hos Nordisk medvirkede han i Sverige i Sjöström-filmen "Hans nåds testamente" (premiere 1919).
Title | Year | Function | Category |
---|---|---|---|
Hans Naades Testamente | 1920 | Hans Naade | U/Spillefilm |
Pavillonens Hemmelighed | 1916 | Instruktion, Grev Kuno von Kral | DK/Spillefilm |
Addys Ægteskab | 1916 | Instruktion, Manus, Kaptajn von Rosen til Rosendal | DK/Spillefilm |
Penge | 1915 | Instruktion, Saccard | DK/Spillefilm |