Sigfred Johansen

Skuespiller. Født 31/5 1907, død 18/7 1953 - 46 år gammel. Gift 1º i 1928 med tegner Elinor Wilhelm, 2º med skuespiller Lili Lani (1905-1996), 3º med Ruth Egede Saabye og 4º i 1945 med skuespiller Lily Weiding (f. 1924). Far til skuespiller Svend Johansen (f. 1930).

Optrådte i 1928-30 i provinsen, men fik sin egentlige debut på Betty Nansen teatret i 1930. Karrieren kom overvejende til at udspille sig ved hovedstadens teatre og kulminerede midt i 40'erne med stærke præstationer på bla. Frederiksberg teater og Allé scenen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Denne nu næsten glemte stjerne blev af toneangivende kritikere anset for sin generations betydeligste skuespiller, men var en paradoksal, forpint personlighed, der ikke på film fandt fuld forløsning for sine rige evner.

Som det nærmeste dansk film er kommet Cary Grant-typen, førte han sig - slank, aristokratisk og musikalsk - med skødesløs elegance og spillede lystspil med besnærende lethed og ubesværet esprit. Hans letsindige verdensmands-udstråling stod dog i grel modsætning til seriøse aspirationer i teaterkarrierens sidste del, til en konfliktfyldt arbejdsform (han tog ikke altid mod instruktion) og til et privatliv traumatiseret af nervekriser. Strindberg blev hans yndlingsdramatiker, men umiddelbart synes han mest skabt til Noel Coward.

Han debuterede i 1930'er-farcens brønd-dybe infantile formørkelse og viser første gang sine evner som sofistikeret hverdags-elegantier i "I dag begynder Livet" (1939), hvor samspillet med den åndsbeslægtede Berthe Qvistgaard folder sig ud med et intelligent erotisk spilfægteri inspireret af datidens kvikke, mousserende Hollywoodkomedier.

Der er internationalt snit over Sigfred Johansen i komedier som "En pige med pep" (1940) i veloplagt samspil med Marguerite Viby; "Pas på Svinget i Solby" (1940), igen med Qvistgaard; "Tag det som en mand" (1941) i Johan Jacobsens letflydende instruktion; og "Tante Cramers Testamente" (1941) i pudsigt samspil med gamle Mathilde Nielsen.

Den arbejdsløse i Kjeld Abell-filmen "Tak fordi du kom, Nick" (1941) blev hans mest kendte filmrolle - men selv om han gør Nick sympatisk og giver ham værdighed, er han fejlplaceret med jord under neglene.

Hans efterkrigsroller tenderer mod det seriøse, uden at talentet fornemmes fuldt udfoldet. Han mangler naivitet som den unge forfatter i Svend Rindoms syrlige satire over teatermiljøet, "Hans store Aften" (1946), der domineres af Karin Nellemoses formidable primadonna. Og i Charles Tharnæs' "Oktober-Roser" (1946) betages han, nu grånende og mere elegant end nogensinde, af samme Nellemoses triste kontormus. Det er utroværdigt. Til gengæld er samspillet med Nellemose suverænt i "Soldaten og Jenny" (1947), hvor han med slangeagtig elegance fremstiller en kynisk advokat.

Og han lukker og slukker med manér som den diabolske ægteskabssvindler og forføreriske kvinde-seriemorder "Hr. Petit" (1948), ulasteligt stilfuld, iskoldt beregnende og karakteristisk underspillet - men med det lille glimt af galskab i blikket, der røber den livsfarlige psykopat. Et meget moderne portræt skabt af en stadig moderne skuespiller. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]