Inge Hvid-Møller

Skuespillerinde. Født 6/10 1912, død 18/2 1970 - 57 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1932-34 med debut på teatret i 1935. Hendes karriere udfoldede sig ved skiftende teatre og ofte i det tragiske rollefag, hvor hendes præstationer gjorde stort indtryk: "H.-M. indtog indenfor sin tids teater en særstilling ved sin stærke, ejendommelige personlighed. Hun var både erotisk skuespillerinde og karakterkunstnerinde" (citat fra Dansk biografisk leksikon, 3. udg., 1980). I karrierens senere år blev hun en aktiv iscenesætter, hvis force var personinstruktionen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hendes teaterspecialitet - ekstreme skæbner, psykopater, furier og overhovedet kvinder i deres lidenskabs vold - afspejler sig i hendes få filmroller.
Hun er en usædvanlig kvindetype på film, ikke skuespillerkøn, men med en intens, kantet udstråling og en pirrende nerve i de ofte mutte ansigtstræk. En heftig dame - af de alt for få i dansk film.

Hun debuterede i en hovedrolle som fattig enkedatter i Jeppe Aakjær-dramaet "Naar Bønder elsker" (1942) - med Arne Weel som instruktør, altid et handicap. Men allerede i kriminalfilmen "Jeg mødte en Morder" (1943) er hun på rette hylde som "et monument på viderværdighed" (Nils Schiørring i Nationaltidende), gift med Mogens Wieths gårdmand og indviklet i et trekantdrama med ham og en anden af dansk films særprægede damer, Berthe Qvistgaard.

Hendes mest berømmede præstation kommer i Johan Jacobsens episodefilm "Otte Akkorder" (1944), hvor hendes lidenskabelighed spilles effektfuldt ud mod Eyvind Johan-Svendsens hæmmede apoteker i en intens nattescene. Og samme instruktør brugte parret igen i endnu en noir-præget historie, "Brevet fra afdøde" (1946), men med mindre effekt. Her er hun dramaets passionerede bagkvinde.

Hun illuderer perfekt som halv-kynisk forfatterinde, der overvældes af sine lidenskaber i kvindemorderfilmen "Hr. Petit", mens hun i "Café Paradis" (1950) ses i en underordnet servitrice-rolle - dog typesikkert ramt. "Sønnen" (1953) og "Ild og jord" (1955) er så traurige dramaer, at selv hun ikke kan live dem op. - "Jeg er ikke nogen decideret Morten Korch-type, så det ligger lidt halvtungt med at bruge en skuespillerinde som mig lige nu," udtalte hun i 1953 om sine filmudsigter.

Desværre havde det næsten hele tiden ligget lidt halvtungt. Farlige damer har altid haft det svært i dansk film. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]