Angelo Bruun

Skuespiller. Født 15/7 1898, død 30/3 1956 - 57 år gammel. Søn af skuespiller Cajus Bruun (1866-1919). Gift 1º i 1925 med skuespillerinde Gerda Madsen (1902-86) - ægteskabet opløst, 2º med skuespillerinde Inger Lassen (1911-57) - ægteskabet opløst.

Autodidakt skuespiller fra provinsscenerne med egentlig debut på Betty Nansen-teatret i 1921. Senere ansat ved Det ny Teater, Folketeatret og Dagmarteatret, hvor især havde succes i hovedrollerne i en række forestillinger på Folketeatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Som en af dansk films sjældne aristokrater står der en særlig aura om Angelo Bruun. Der er noget fremmedartet over hans fjernt drømmende blik og lettere åndsfraværende replik, så trods sin romantiske udstråling kunne han aldrig blive nogen typisk dansk helteskuespiller.

Han var en meget højt anset og elsket scenekunstner - "vor mest originale af alle", skrev Frederik Schybergs, datidens kritiske højesteretsdommer. I ét og alt en enspænder, der byggede sine roller op indefra.

I starten fejlplaceredes han som overfladisk elegant farce-kavalér i "Odds 777" (1932) og "5 raske Piger" (1933) og kom først på rette spor, da han i det underholdende komediedrama "Plat eller Krone" (1937) øder en formue væk i hasardspil. I Johan Jacobsens "Tobiasnætter" (1941) overbeviser han som sofistikeret komponist og drager fordel af sin kultiverede stilsans og diskrete charme, men egentlig komedie-stjerne er han heller ikke.

Snarere er han karakterskuespiller med hældning mod det sære og psykopatiske - som han viser det som hypnotisøren i "Mordets Melodi" (1944) og ikke mindst som den lammede, dybt forbitrede og selvforagtende arkitekt Isling i Johan Jacobsens kompromisløse "Tre år efter" (1948), frit efter Soyas skuespil "Efter". I en effektfuld maskering giver han et værnemagerportræt med en kerne af menneskelighed og selverkendelse: "Guld er ikke det stærkeste. Det stærkeste er, hvad andre mener om os."

Han er en flegmatisk underspillet, men karismatisk og klog politimand i Bjarne- og Astrid Henning-Jensens "Kristinus Bergman" (1948), og i "Avismanden" (1952) undgår han næsten det kvalmende som en ateist under behandling af Ib Schønbergs godgørende avismands-frelser. Den velskabte folkekomedie "Den gamle mølle på Mols" (1953) viser hans alsidighed ved at gøre ham til tolerancens afslappede repræsentant, og i "Hendes store aften" (1954) er han på hjemmebane som sofistikeret verdensmand.

Men endnu bedre placeret er han i farvekomedien "Kispus" (1956), hvor det eksklusivt forfinede ved hans personlighed udnyttes fint af Erik Balling. Her demonstrerer Bruun lettere krukkede klichébøssede manerer som modeskaberen Hr. Marcel, men fremstår også som en indtagende person af format. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]