Carl Alstrup

Skuespiller. Født 11/4 1877, død 2/10 1942 - 65 år gammel. Gift 1° med Sophie Wiegand, 2° med Fenja Rubin (født Hillers). Bror til skuespillerinde Oda Alstrup. Debuterede 1896 i Oslo hos Albert Helsengreen. Spillede utallige teaterroller i provinsen og på de fleste københavnske scener. Fra 1913-28 var han med enkelte afbrydelser fast knyttet til Scalateatret og blev en af hovedstadens mest populære skuespillere, både i operetter og revyer. Hans egne kunstneriske ambitioner gik dog mere i retning af det seriøse rollefag, og det blev en stående konflikt for ham, at hans popularitet var knyttet til revyarbejdet. En omfattende filmkarriere primært som skuespiller, men Alstrup forsøgte sig både som manuskriptforfatter og instruktør. Han debuterede hos Nordisk Film i 1907 og langt størsteparten af de mere end 100 film, han har medvirket i, blev indspillet der. Hans talent blev først og fremmest anvendt i komedierne, og da Lau Lauritzen for alvor begyndte at instruere farcer på Nordisk Film i 1915, var det ofte med Alstrup i en af hovedrollerne. I 1924 startede han sit eget selskab, Carl Alstrup-Film, som producerede tre film. Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Nogle af dansk teaters blomstrende skuespillerlegender skrumper eller visner helt, når de omplantes til film. Det gælder navne som Eyvind Johan-Svendsen, Johannes Poulsen, Else Skouboe, Frederik Jensen og til en vis grad også Poul Reumert. Deres filmpræstationer giver i reglen kun en svag afglans af den virkning, teatervidner beretter om.

Carl Alstrups nedtonede, intime stil fornemmes derimod stadig moderne - og ofte er han ganske enkelt fremragende. På teatret var han højt elsket og anset, både som revy-kunstner og stræbende karakterskuespiller. Men udstrakt stumfilmsarbejde havde tidligt gjort ham fortrolig med filmmediet, og det kom ham til gode, da dansk film i hans karrieres sene efterår gav ham en lille håndfuld gode karakterroller. Med sin forkærlighed for sære og stejle personligheder er han dansk films sidestykke (i al beskedenhed) til en Emil Jannings eller en Michel Simon.Han kom skidt fra start med Paul Fejos' og Kaj Munks forlorne drama "Det gyldne Smil" i samspil med en lige så magtesløs Bodil Ipsen. Men selvfølgelig skulle han gentage en af sine største teatersucceser på film, "Den kloge Mand" (1937), hvor hans landsbykvaksalver udvikler sig fra det snurrige over det antydet farlige til det tragiske. Han er mindre entydigt pålidelig end Osvald Helmuths udgave af samme rolle i "Den kloge mand" fra 1956 - ikke så lidt af en lurendrejer. Hans sure, stive Løjtnant von Buddinge i "Genboerne" (1939) mangler komisk frodighed, netop de kvaliteter, der på teatret synes at have udmærket Poul Reumert i dennes glansrolle. Måske har Alstrup følt sig hæmmet af konkurrencen - han var i hvert fald fuld af komplekser over for 'de kongelige'. Bedre er han i "Vagabonden" (1940), men Peer Guldbrandsens kliché-befængte manuskript og Arne Weels uinspirerede instruktion giver ham først mod slutningen chance for at tilføre figuren den tilstræbte tragiske dimension.De tre sidste film inden hans pludselige død er hans bedste. Hans halvsvensk-talende ågerkarl Engstrøm i "En Forbryder" (1941) er en af dansk films bedste skurke, i starten lidt af en sammenkrøbet hyggeonkel, mens han lægger sine kabaler i sin hule af et hjem - efterhånden en pirrelig, udspekuleret satan med sælsomt udtryksfulde håndbevægelser. Netop sine forbløffende slanke hænder bruger den ellers kropsstive, massive Alstrup ofte med stor virkning. Derpå er han den forhundsede salgsagent i "Peter Andersen" (1941), der udnyttes af sin store familie og må flygte for at redde selvværd og helbred. En rolle, der kunne være blevet selvmedlidende sentimental, men som Alstrup - med sin ofte næsten hviskende stemmeføring, beherskede mimik og lidt knarvorne manér - gør både rørende og troværdig. Og det samme gælder hans stationsforstander i Svends Methlings stemningsfulde kriminaldrama "Natekspressen (P 903)" (1942), hvor han er et offer for afsporet fader-kærlighed til datteren Inger Stender. Ikke noget vidunder af en film, men man vil huske den måde, hvorpå Alstrups fine hænder holder om datterens hovede i en uendeligt øm kærlighedsgestus. Ved at se og fremstille det store i det uendeligt små blev Alstrup (der gik for at være sær, naiv og uintellektuel), en af sin tids mest intelligente danske filmskuespillere. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]