Ulf Pilgaard

Skuespiller. Født 15/11 1940, død 28/10 2024 - 83 år gammel.

Som teologistuderende med seks år studier bag sig blev Ulf Pilgaard overtalt af Preben Kaas til at spille på ABC-teatret i 1966-67. Inden da havde han som medlem af Collage-truppen haft sin scenedebut på Alléscenen i 1963. Fra 1968-72 i Cirkusrevyen, 1973-85 i Tivolirevyen og igen fra 1986 i Cirkusrevyen. Derudover roller på diverse teatre, flere gange titelrollen i "Charleys tante". Meget anvendt i satireprogrammer på TV, bl.a. "Hov-Hov", "Uha-Uha" og "TV-ansjosen".

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han blev tidligt i sin karriere udråbt til Dirch Passers mest oplagte arvtager. Og han er da også blevet en folkelig institution i revy og lystspil med en fornem sans for komisk timing og en knivskarp replikbehandling. På film har han derimod ydet sine bedste præstationer som seriøs karakterskuespiller snarere end som komiker.

I sine tidlige film har Ulf Pilgaard småroller, hvor han blot får lov til at gengive sin scenefigur - den 196 cm høje, ranglede klovn med karakteristisk sarkasme i stemmen, farcens energi i fysikken og smilene med nedadvendte mundvige. Således filmdebuterer han med en enkelt scene som ekspedient i en modetøjsforretning i tredjerangskomedien "Det er så synd for farmand" (1968), og han spinder variationer over samme komiske figur i sine næste tre film: overgearet pornofotograf i "Olsen-banden" (1968); lommepoetisk politimand i "Mordskab" (1969); og klodset yngling i "Damernes ven" (1969).
Sin første hovedrolle fik han i Henrik Stangerups "Giv Gud en chance om søndagen" (1970) som den unge præst i livs- og troskrise. Her overbeviser han til fulde om personens alvor. Rollen er da heller ikke så fjernt fra virkeligheden - Pilgaard var næsten færdig med sine teologistudier, da han i midten af 1960'erne sprang fra for i stedet at blive skuespiller.
Men Pilgaard blev fortsat placeret i trygge klovneroller. En arketypisk Ulf Pilgaard-sprællemand findes f. eks. i "Motorvej på sengekanten" (1972) - her spiller han en fjottet ministeriel embedsmand, som skærer ansigter og vælter over sine egne arme og ben, mens han udspionerer halvnøgne piger i provinsen. Den slags talentmisbrug forekommer ofte i hans filmkarriere, så også på film er han i en vis forstand Dirch Passers arvtager!

I kriminalfilm-succesen "Nitten røde roser" (1974) og den mindre vellykkede opfølger, "Terror" (1977) - begge baseret på romaner af Torben Nielsen - spiller han politibetjent, igen uden spor komik, med vægt og overbevisning. Og han er glimrende som dansk hverdagsmand med seksuelle frustrationer i "Slingrevalsen" (1981): "Det er snyd. Hvis jeg lægger an på dig, er jeg en liderlig abe. Hvis jeg ikke gør det, er jeg en hængerøv".

I 1980'erne tyndede filmrollerne ud, og først i 1994 fik han et overraskende comeback i Ole Bornedals publikumstræffer af en thriller, "Nattevagten". Som politimanden tilsyneladende på sporet af en kvindemorder fylder han lærredet med pondus og tvetydig farlighed, og han får skabt den filmfigur, yngre generationer formentlig altid vil identificere ham med. Og Bornedal anvender ham igen som en skarpskåren skurk i sin tv-miniserie "Dybt vand" (1999), hvor han er en skrupelløs entreprenør.

Året efter "Nattevagten" er han atter på gale veje, som den klassiske vanvittige videnskabsmand i ungdomsfilmen "Farligt venskab" (1995). Her lader et Frankenstein-agtigt plot ham bytte krop med en teenagedreng, og han yder en bravour-præstation i sin fortvivlede drengerolle. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]